Pokalbomber forlader OB
Fire mål i tre pokalkampe i denne sæson, men efter nytår er han ikke længere at finde i OB.

Han leverede et hattrick mod Kalundborg i Pokalturneringen.
I runden efter mod Sundby kom han også på tavlen, men snart skal han score mål for et andet mandskab end OB.
Elias Hansborg-Sørensen forlænger ikke sin kontrakt i den fynske klub, som udløber ved årsskiftet.
Det er ikke blevet til meget spilletid i Superligaen, hvilket er én af årsagerne til, at den unge angriber nu søger videre.
– Det er ikke blevet til så meget spilletid her i klubben, som jeg havde drømt om. Så den hovedsagelige grund er, at jeg skal ud og jagte mere spilletid og fastholde glæden ved spillet. Stadigvæk er det mærkeligt at sige farvel til de vante omgivelser, som jeg har været en del af de sidste 8–9 år, fortæller Elias Hansborg-Sørensen på OB's hjemmeside.
Blot 35 minutters spilletid er det blevet til i Superligaen i denne sæson for Hansborg-Sørensen.
Den 20-årige angriber er noteret for to kampe for Danmarks U19-landshold.
For OB's førstehold er det blevet til 24 kampe, hvor han har fået netmaskerne til at blafre fem gange.

OB skal snart op imod en velsmurt AGF-maskine.

OB












