SIF-bet: Forsvarsprofil spiller formentlig ikke mere i år
Den uheldige forsvarsspiller har ikke været i aktion siden august.

📍Campo i Silkeborg
Silkeborgs helt store akilleshæl i denne sæson har været forsvaret.
De rødklædte fra Søhøjlandet har lukket omtrent to mål ind pr. kamp i Superligaen i denne sæson - en statistik, der kun er 'overgået' af Fredericia og OB.
Én grund til de store kvaler i forsvaret skal nok findes i, at Silkeborg er hårdt ramt af skader i det centrale forsvar.
Den svenske midtstopper Pontus Rödin er allerede meldt ude for året, og hans sædvanelige makker, Alexander Busch, forventes heller ikke at blive bragt i spil før vi skriver 2026 på kalenderen. Det fortæller cheftræner Kent Nielsen til Campo.
Du kan se interviewet med Kent Nielsen øverst i artiklen.
Efter tirsdagens træning, hvor Alexander Busch ikke deltog, forklarede Kent Nielsen, at Busch så småt er tilbage i træning igen. Tålmodighed er dog et nøgleord, når det kommer til den unge forsvarskomet.
- Han trænede i går, og så holder han lidt pause i dag, og så forventes han at træne igen i morgen.
- Vi håber på, inden vi går på julepause, at han er i fuld træning. Det er det, der er planen, sådan så han kan få sig en rigtig travl juleferie og møde meget knivskarpt op, når vi kommer til preseason i det nye år.

Og Kent Nielsen har da heller ikke umiddelbart nogen forventning om, at stopperen kommer til at spille flere Superliga-minutter i dette kalenderår.
- Når man har været ude så længe og ikke er i fuld træning endnu, nej, så har jeg ingen forventning om det.
- Vi har tålmodighed. Det vigtigste for os, det er, at vi kan få ham tilbage i fuld træning, og det er vi godt på vej til, siger Kent Nielsen til Campo.
Det er kun blevet til i alt seks kampe for Alexander Busch i denne sæson: Tre i Superligaen og tre i Conference League-kvalifikationen.
Sidste gang Alexander Busch var i aktion, var imod Viborg den 17. august. Her spillede stopperen 71 minutter, inden han måtte lade sig udskifte, og han har altså ikke været i aktion siden.
Det er en ankelskade, der holder den unge forsvarsprofil ude af Silkeborg-holdet.
Næste gang Silkeborg er i aktion i Superligaen, er på fredag. Her tager det rødklædte mandskab imod AGF hjemme på kunstgræsset på Jysk Park.
Silkeborg IF har blandt andet brugt landsholdspausen på at spille testkamp mod Kiel. Det opgør kan du læse mere om herunder.

Silkeborg IF












