FCK’s fans langer ud i åbent brev: Rystede og chokerede
F.C. København Fan Club har skrevet et åbent brev til klubbens bestyrelse.

FC København er en skygge af sig selv.
Og hvis ikke det i forvejen stod soleklart, blev det hamret fast med syvtommersøm søndag, hvor det blev til et 1-2-nederlag hjemme i Parken mod Randers FC.
Nederlaget betyder nemlig, at den danske hovedstadsklub skal tilbringe foråret som en del af nedrykningsspillet, mens ærkerivaler og konkurrenter skal kæmpe om guld, sølv og bronze i top seks.
Det er første gang nogensinde, at FCK har misset mesterskabsspillet.
Søndagens enorme skuffelse har nu medført, at fanklubben F.C. København Fan Club (FCKFC) har set sig nødsaget til at skrive et åbent brev til bestyrelsen i FCK.
- Vi skriver dette åbne brev til jer på vegne af F.C. København Fan Club og foreningens medlemmer, da vi ikke længere kun er bekymrede. Vi er oprigtigt rystede og chokerede over den situation, klubben befinder sig i – og har befundet sig igennem længere tid. En udvikling, der måske først for alvor blev tydelig og alarmerende, da vi i søndags missede top-6, og realiteterne pludselig stod lysende klart for os alle, indledes det åbne brev.
Efterfølgende følger et stykke med fokus på kommunikation, hvor forholdet mellem FC København og klubbens fans sammenlignes med et parforhold.
- Man har måske glemt at bruge de gode perioder på at få snakket om de svære ting og har i stedet skabt rutiner, der gør, at det hele lige akkurat kører rundt. Rutiner, der kan få én til at slappe for meget af og gøre, at man glemmer at gøre sig umage for at være den bedste version af sig selv. Glemmer, hvad der fik forholdet til at blomstre og skabe forbindelsen mellem hinanden. Kort sagt glemmer, hvorfor man forelskede sig i hinanden.
- For mange af os begyndte det med en stormende forelskelse. En kærlighed, der ikke forsvinder. Derfor er det også ubærligt at føle, at den, man elsker, har ændret sig så markant, at man knap kan genkende det, man forelskede sig i.
Fansene er vigtige - DNA'et er væk
Som det åbne brev nærmer sig sin ende, rettes fokus mod fanklubbens frygt for, at klubbens DNA "langsomt er blevet udvandet".
- For os er relationen ikke midlertidig. Den er livslang. Hvor andre har haft et ansættelsesforhold, har vi haft et tilhørsforhold. Derfor gør det ekstra ondt, når barnet i stigende grad behandles som et aktiv, der skal optimeres, skaleres og maksimere økonomisk afkast. For os er klubben ikke et projekt med en tidshorisont. Den er en identitet, der skal bæres videre.
- Vi opfordrer ejerne og bestyrelsen til at forstå hvad de har investeret i. Vi fans er mindst et lige så stort aktiv som kontortårne, Lalandia og den næste Victor Froholdt. Vi skal plejes, lyttes til og tages seriøst. Mange af os var her før jer, og vi er her også efter. Det eneste vi kræver er, at I behandler klub og fans med respekt og ordentlighed. Ingen kommer til at rynke på næsen over at der trækkes udbytte ud, hvis ikke det er så tydeligt at det er på bekostning af de sportslige ambitioner og fysiske rammer rundt om F.C. København.

FCKFC runder af med en fortsat opfordring om, at FC København nedsætter et advisoryboard bestående af fans fra de forskellige tribuner rundt om i Parken.
- Det er nu, mere end nogensinde, nødvendigt at fans inviteres ind i en del af maskinrummet og tages med på råd i forhold til nogle af de beslutninger som træffes i F.C. København.
- Vi efterlyser ikke mindre professionalisme. Vi efterlyser balance. Respekt for historien. For kulturen. For det fællesskab, der bar klubben frem længe før strategiplaner og vækstkurver. For uden fundamentet står selv den stærkeste konstruktion ustabilt.
Du kan læse hele det åbne brev HER.

FC København












