Lyngby-profil tæt på comeback
Mathias Hebo kan øjne sin tilbagevenden til grønsværen.

Mathias Hebo har ikke været i aktion i Lyngby BK's seneste syv kampe, da han har siddet ude med en skade i sin akillessene.
Nu lysner det dog for midtbanespilleren, der bar anførerbindet i Lyngbys fem første kampe i Betinia Ligaen.
- Jeg føler, jeg er et godt sted nu, og jeg glæder mig til at kunne bidrage i nogle af de sidste kampe før pausen, fortæller Mathias Hebo på Lyngbys hjemmeside.
Lyngby fortæller på sin hjemmeside, at 30-årige Hebo nu deltager i holdets træninger igen efter utallige timer i fitnesslokalet, hvor han har genoptrænet.
- Jeg glæder mig bare til at være med igen. Mærke intensiteten, lyden af stadion og følelsen af at spille for De Kongeblå. Vi skal slutte stærkt af inden vinterpausen som hold, og jeg vil gøre alt for at være en del af det.
Det er blevet til 127 kampe for Lyngby, der i 2024 vendte hjem efter et ophold i polske Cracovia.

Lyngby har for nylig præsenteret en ny strategi, der skal sende klubben op blandt de bedste i Danmark.

Lyngby Boldklub












