Officielt: Hillerød henter Jannik Pohl
Hillerød Fodbold har skrevet kontrakt med Jannik Pohl.

Hillerød Fodbold har hentet offensive kræfter til.
Onsdag aften har Betinia LIGA-klubben nemlig præsenteret Jannik Pohl som ny mand i det forreste geled.
Den 29-årige angriber kommer til Hillerød efter at have trænet med klubben i en uge, hvor han har vist sig godt frem og scoret sig en aftale, der løber frem til slutningen af 2025.
Selv om der i første omgang er tale om en ganske kort aftale, så gør Hillerøds direktør, Jackie Rasmussen, sig forhåbninger om, at samarbejdet kan blive et længere et af slagsen.

- Jannik har i en rum tid vist sig frem i vores miljø, hvor han har vist prøver på de kvaliteter, som han har. Han er ikke der, hvor han skal være formmæssigt, men man er ikke i tvivl om de kompetencer, han besidder.
- Han skal bygges op, men det handler i den grad også om at vise ham den tillid, som han har brug for. Han er gledet ind i vores miljø med hans behagelige person, hvor han også kan bidrage til de unge mennesker med de erfaringer, han har.
- Alle parter håber på en god periode som forhåbentlig skal kaste en længere aftale af sig, fortæller Hillerøds direktør, Jackie Rasmussen.
Den tidligere AaB- og AC Horsens-profil har været uden klub siden bruddet med Phoenix Lübeck tilbage i februar.
Foruden de to klubber har Jannik Pohl også tørnet ud for hollandske FC Gronningen og islandske Fram Reykjavik.
Angriberen skal forsøge at hjælpe Hillerød, der i forvejen har gang i en forrygende sæson. I skrivende stund topper klubben nemlig Betinia LIGA med ét point ned til nærmeste forfølger, som er Lyngby.
Hillerød Fodbold












