Neestrup trods bitter FCK-slutning: Fuck nu det
Jacob Neestrup tager FCK’s sene pointtab i Champions League med oprejst pande.

📍 Campo i Parken
So close, yet so far...
En sand drømmestart var i horisonten nær for F.C. København, da Bayer Leverkusen gæstede Parken i Champions Leagues gruppefase.
Her blev det til 2-2 efter en sen, sen udligning fra Leverkusen, og så måttte FCK, der undervejs var foran to gange, tage til takke med et enkelt point.
Men efter kampen var det ikke skuffelse, der fyldte hos cheftræner Jacob Neestrup.
- Nu har jeg jo sgu stået her i tre år, og nogle gange må man jo også bare sige, ja, det er ærgerligt. Specielt på spillernes og Parkens vegne, men altså, så må der jo også være en, der trods alt siger fuck nu det. Find smilet frem, nu er vi inde i turneringen, og så venter der en kamp på søndag, siger Jacob Neestrup til Campo og den skrevne presse efter Champions League-braget.
FCK's cheftræner står med en følelse af, at hans mandskab mødte en stærk modstander, men ikke bukkede under på noget tidspunkt.
- Vi spillede til den bitre ende. Det er der ikke nogen, der kan tage fra os. Vi fik fornyet energi med Robert og Yoram [Zague], og vi jagtede sejren. Det er jo sådan, det er, siger Jacob Neestrup.

Næste opgave i Champions League for Jacob Neestrup og FCK er på udebane mod Qarabag fra Aserbajdsjan.
Bayer Leverkusens danske cheftræner var glad for at slippe fra Parken med et point i kufferten.
Læs mere her:

Jacob Neestrup
F.C. København
Bayer Leverkusen













