Spierings jubler over tilgangen af Cooper: Frisk start for mig
Matchvinderen spotter særligt én god ændring.

Steve Cooper er pragmatisk, men ser man på hans tid i Premier League, så hælder han til én ting.
En bagkæde med fire forsvarsspillere.
Sådan stillede Brøndbys nye walisiske træner også op i debuten mod F.C. København lørdag, og det varsler nye tider på den københavnske vestegn.
Faktisk lagde Frederik Birk ud på nogenlunde samme måde som Brøndby-træner, men efter syv kampe ændrede han, og i den resterende tid i klubben, spillede Brøndby med en tremandsbagkæde.
Den ændring kan lørdagens matchvinder, Stijn Spierings, godt lide, og den hollandske midtbanespiller tror på, at det kan være med til at genstarte hans karriere i klubben.
- Jeg voksede op med fire i bagkæden, og jeg har spillet min bedste sæson i Toulouse med fire i bagkæden.
- Personligt kan jeg rigtig godt lide det, og jeg håber, vi fortsætter sådan. For mig personligt er det en frisk start og en god ændring, tror jeg, siger Stijn Spierings til Campo efter kampen lørdag.

Stijn Spierings kom til Brøndby fra franske Lens i august sidste år.
I sin debutsæson i klubben blev det til i alt 16 kampe, men én ting udeblev for Spierings.
Den 29-årige hollænder har scoret pænt med mål i sine tidligere klubber, men i Brøndby er scoringerne udeblevet - indtil for knapt en måned siden.
Her scorede Spierings nemlig i 0-2-sejren mod Randers FC, men lørdag kom højdepunktet, da Spierings blev matchvinder med sin scoring til 2-1 i hjemmesejren over rivalerne fra F.C. København. Læs mere om kampen og se målet i artiklen her:

Brøndby IF













