Jakob Poulsen med røgslør før Brøndby: Det har de ingen chance for at læse
Brøndby-målmand Patrick Pentz kan forberede sig på hele AGF-holdet.

📍 Campo på Energi Viborg Arena.
Patrick Pentz har lidt af et hjemmearbejde foran sig.
Hvis Brøndby-målmanden har tænkt sig at forberede sig på et eventuelt straffespark i søndagens kampe mod AGF, så skal han stå tidligt op.
Mens Patrick Mortensen i mange år har siddet tungt på straffesparks-tjansen i Aarhus-klubben, så betød missere mod både Randers FC og FC Midtjylland tidligere på sæsonen, at han lader til at være sat fra bestilling.
Mod FC Fredericia før landskampspausen var det svenske Felix Beijmo, der sparkede - og scorede - på AGF's straffespark, og søndag var sparke-rotationen så tilsyneladende nået til norske Kristian Arnstad, der scorede mod Viborg.
Men hvem der egentlig er AGF's nuværende straffesparksskytte, det vil cheftræner Jakob Poulsen ikke ud med.
- Så har modstanderen jo ingen chancen for at læse, hvem der skal sparke næste gang. Så målmanden i den næste kamp - Brøndby - kan godt forberede sig på hele holdet, så må vi se, hvem der ender med at tage den der, siger Jakob Poulsen søndag til Campo efter kampen mod Viborg.
Indtil oktober sidste år var det faktisk Jakob Poulsen selv, der sad på rekorden for flest straffesparksscoringer i Superligaen med 21 i alt.

Den rekord overtog Patrick Mortensen dog med sin straffesparksscoring nummer 22, der faldt i kampen mod Brøndby. Siden er det blevet til én straffesparksscoring yderligere for Mortensen, der dermed er to foran sin nuværende cheftræner.
Hvorvidt Patrick Mortensen får mulighed for at udbygge sin føring, vil listen nummer to dog ikke svare på.
- Det må I jo vente med at se. Jeg kommer ikke til at udlevere det, og jeg kommer heller ikke til at udlevere, hvem der sparker frispark og hjørnespark i rækkefølge - det må I selv sjusse jer frem til og sidde og lave matematikken derhjemme, lyder det med et smil fra Jakob Poulsen til den fremmødte presse.
Selvom Jakob Poulsen formentlig helst havde set sin anfører score på sæsonens første to straffespark, så giver Patrick Mortensens to afbrændere cheftræneren én ganske specifik overhånd.
Patrick Mortensen har scoret på 23 ud af sine i alt 27 straffesparksforsøg. Det giver ham en udnyttelsesprocent på 85,2 procent. Jakob Poulsen nåede at sparke 22 straffespark i Superligaen, hvoraf kun et enkelt blev misbrugt. Det giver den nuværende AGF-cheftræner en udnyttelsesprocent på imponerende 95,5 procent. Det skriver statistikmediet superstats.

AGF
Brøndby IF
Jakob Poulsen












