Politiet i sammenstød med Basel-fans: Måtte trække stave
Københavns Politi har allerede haft et opgør med en flok af medrejste tilskuere fra Schweiz.

Det er først i aften, at slaget gælder mellem F.C. København og FC Basel.
Men Københavns Politi har allerede taget et opgør op med en gruppe af den schweiziske klubs medrejsende fanskare.
Natten før Champions League-opgøret var der nemlig ballade på Rådhuspladsen.
Det oplyser Københavns Politi til Bold.
Her måtte politiet trække stave for at få ro på en flok Basel-fans.
Det fortæller Tommy Laursen, politiinspektør ved Københavns Politi.
- Lidt over midnat ved Rådhuspladsen er der en større gruppe FC Basel-fans, som søgte en konfrontation, da vi forsøgte at tale med dem.
- Det udviklede sig, så vi var nødt til kortvarigt at trække stavene. Derefter fik vi dem trukket tilbage på deres hoteller på Vesterbro, siger Tommy Laursen til Bold.
Politiinspektøren fortæller derudover, at der ikke blev foretaget anholdelser i forbindelse med konfrontationen.

Opgøret mellem FCK og FC Basel bliver sat i gang i Parken klokken 21.00.
Selvom opgøret mellem FCK og Basel falder sammen med et andet større event i København, har politikredsen ikke indført en skærpet strafzone.
Læs mere her:

F.C. København
FC Basel












