Medie: Italiensk storklub vil have O’Riley – og han vil gerne afsted Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Medie: Italiensk storklub vil have O’Riley – og han vil gerne afsted

Matt O’Riley skulle efter sigende være ganske opsat på et skifte til Juventus.

Matt O'Riley jubler.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS

Matt O'Riley kan meget vel stå overfor et klubskifte denne sommer.

Bold skrev tidligere på måneden, at franske Marseille skulle have stor fidus til den danske landsholdsspiller.

Men Ligue 1-klubben er langt fra alene om interessen.

I Italien lurer Juventus nemlig også på midtbanespilleren - og skulle have gjort det gennem flere år. Det skriver Tuttosport.

Og det er ikke kun 'Den Gamle Dame', der har et godt øje til O'Riley. Han har nemlig også et godt øje til Torino-klubben, lyder det.

Faktisk skulle han have gjort det klart, at han er helt og aldeles indstillet på at skifte til Juventus.

Samtidig har den italienske storklub allerede stillet ham en kontrakt af fem års varighed og med en årsløn på tre millioner euro i sigte.

Juventus står dog overfor den udfordring, at klubben skal have solgt en spiller eller to for at få plads til O'Riley. Ifølge Tuttosport vil Brighton nemlig ikke diskutere en handel, medmindre prisskiltet på 30 millioner euro bliver mødt. Det svarer til 224 millioner kroner.

Den 24-årige landsholdsspillers kontrakt med Brighton strækker sig frem til sommeren 2029.

Mest læste

Notifications

Notifikationer