Rapfodet matchvinder imponerede Birk: En dejlig investering
Frederik Birk gjorde plads til Sho Fukuda, der greb chancen og blev matchvinder på Brøndby Stadion.

Brøndby IF måtte slide for avancement, da HB Tórshavn i sidste ende blev sendt ud af Conference League-kvalifikationen med sammenlagt 2-1.
Opgøret på Brøndby Stadion blev til en kneben 1-0-sejr til hjemmeholdet, og kampens eneste mål blev sat ind af nytilkomne Sho Fukuda, der fik chancen på bekostning af en småskadet Nicolai Vallys.
Det var Fukudas første reelle mulighed for at vise sig frem i Brøndby-trøjen, da han forinden kun havde spillet fire minutter.
Derfor var Frederik Birk glad for at se sin nye offensivspiller være kampafgørende.
- I en kamp med en lavtstående modstander, tænkte jeg, at det godt kunne være Sho Fukuda. Han har nogle rappe fødder og kan noget mellem linjerne. Derfor blev han valgt i dag. Det var dejligt at jeg fik muligheden for at give ham minutter.
- Han synes også at fungere bedre i rotationerne og linkup-relationerne på siden, omend vi kom mere igennem i venstresiden. Men der var nogle ting, der fik indarbejdet ham i kollektivet, og så blev han matchvinder. Så det var en dejlig investering at vi fik ham på banen i dag. Der er dog stadig meget at gå på, siger Frederik Birk til Campo og den øvrige presse.
Birk medgiver, at Fukuda har måtte vente lidt på sin chance, men forsikrer også, at der nok skal komme minutter til den japanske spiller.


- Der har været et par kampe i Superligaen, hvor han ikke er kommet ind, og så var der en kamp på Færøerne, hvor han kom ind de sidste minutter og de fik udlignet. Så det har ikke været de sjoveste oplevelser for ham.
- Det var dejligt for ham at kunne starte inde i dag og at han også fik scoret. Jeg er sikker på, at det bygger selvtillid på ham. Den investering og den historie var god - vi fik sparet Noah og Vallys, og vi fik sat Sho i spil, siger Frederik Birk til Campo og den øvrige presse efter sejren over HB Tórshavn.
I næste runde skal Brøndby en tur til Island.
Læs mere her:

Brøndby IF












