Officielt: Granit Xhaka er tilbage i Premier League
Schweizeren skal være med til at sikre oprykkerne fra Sunderland overlevelse.

Efter to år tilbage i Bundesligaen, er det nu Premier Leagues tur til at få schweiziske Granit Xhaka tilbage.
Den 32-årige midtbanespiller er onsdag blevet præsenteret hos oprykkerne fra Sunderland.
Den tidligere mangeårige Arsenal-profil kommer til Stadium of Light fra Bayer Leverkusen på en kontrakt gældende for de kommende tre år.
Ingen af de to klubber har offentliggjort, hvor meget schweizeren har kostet The Black Cats.
- Jeg er meget stolt over at være her. Da jeg talte med klubben, blev jeg begejstret, og jeg kunne mærke energien og den mentalitet, som både folkene i klubben og spillerne har. Det er præcis det, jeg ønskede, og jeg har en rigtig god fornemmelse. Vi er tilbage dér, hvor denne klub hører til, og vi vil blive her og skrive vores egen historie.
- Jeg føler, at jeg er klar til at hjælpe holdet med min erfaring – men også med kvalitet. Vi skal finde hinanden på banen, men jeg tror ikke, det bliver noget stort problem. Det har været en lang ventetid, men jeg er her nu, og jeg ser frem til det, lyder det fra Xhaka.
Granit Xhaka fik sin fodboldopdragelse i schweiziske Basel, hvor han var med til at vinde det mesterskaber, inden turen gik videre til tyske Borussia Mönchengladbach i 2012. Efter fire sæsoner i Gladbach gik turen til Premier League og Arsenal, hvor han var med til at vinde to FA Cup-trofæer.

Efter sit skifte tilbage til Bundesligaen og Bayer Leverkusen i sommeren 2023 var Xhaka i sin første sæson med til at sikre klubbens første tyske mesterskab nogensinde, og det blev tilmed også til en tysk double, da også DFB Pokalen blev hentet til BayArena.
Med skiftet til oprykkerne fra Sunderland må den snart 33-årige schweizer efter alt at dømme se langt efter trofæer i den nærmeste fremtid, men i det nordøstlige England ser de tilføjelsen af Xhaka som lidt af et scoop.
- Vi er meget glade for at byde Granit og hans familie velkommen til Sunderland. Hans ankomst er et tydeligt bevis på vores ambition og vores ønske om at bygge et hold, som vores fans kan være stolte af i Premier League.
- Hans meritter og kvalitet taler for sig selv – han er en spiller af allerhøjeste kaliber både på og uden for banen, og vi mener, at han passer perfekt til den profil, vi har brug for på holdet. Vi ser frem til at hjælpe ham med at falde til på Wearside og glæder os til at se, hvilken indflydelse han kan få på banen og i omklædningsrummet, lyder det fra sportsdirektør Kristjaan Speakman.
Granit Xhaka kommer i Sunderland til at bære trøjenummer 34.













