
Officielt: Sønderjyske henter 18-årigt forsvarstalent
Den 18-årige forsvarsspiller har skrevet under på en fireårig kontrakt i det sønderjyske.

Sønderjyske har hentet en lovende mand til de bageste rækker.
Klubben har netop præsenteret Pachanga Kristensen som ny mand i den lyseblå trøje.
Den 18-årige stopper kommer til fra 2. division, hvor han de seneste to sæsoner har tørnet ud for Akademisk Boldklub.
– Vi er rigtig glade for at have skrevet under med Pachanga Kristensen. Det er vi fordi, der er tale om en ung spiller, der har potentiale, men som også allerede har præsteret rigtig fint på divisionsniveau i en ung alder.

– Han har en spændende fysisk pakke og et rigtig godt venstreben. Han er god på bolden og har gode visioner i spillet. Han har et både taktisk og teknisk mod som midterforsvarer, hvor han tør at tage fat i bolden og drive den frem. Vi har store forventninger men også stor tålmodighed, da der er tale om en fireårig aftale, lyder det fra sportschef i Sønderjyske, Casper Daather til klubbens hjemmeside.
Kristensen er brudt igennem i selv samme AB, hvor han i sommeren 2023 tog skridtet fra klubben U19-hold op på førsteholdet. Siden har han spillet 39 førsteholdkampe i 2. division og Oddset Pokalen for akademikerne.
Nu går turen til Superligaen og Sønderjylland for den unge stopper.
– Jeg har altid drømt om at spille i Superligaen. Når muligheden så bød sig her i klubben, så var der ikke rigtig så meget at tænke over, føler jeg. Det var bare at sige ja.
– Det er et kæmpestort skridt, men jeg tænker også, at jeg nok skal tilvænne mig niveauet. I første omgang på træningsbanen, og så ude på stadion på Sydbank Park, fortæller han til klubbens hjemmeside.
Den unge stopper har skrevet under på en kontrakt i Sønderjyske, der binder ham til klubben frem til sommeren 2029.