Dansk landstræner skal til Manchester City efter EM
Andree Jeglertz er præsenteret som ny cheftræner for Manchester Citys kvinder.

Det var allerede kendt, at det danske kvindelandsholds cheftræner, Andree Jeglertz, efter EM ville søge nye græsgange.
Dem finder han i Manchester City, hvor han i dag er blevet annonceret som den engelske storklubs nye cheftræner.
Han begynder sin nye tilværelse i Manchester, når Danmark vender hjem fra europamesterskaberne, der spilles i Schweiz.
Jeglertz ser frem til at blive en del af Manchester City.
- Jeg er beæret over at blive en del af så stor og god en klub.
- Manchester City er en af de største (klubber, red.) i verden, men også måden hvorpå Therese og Charlotte (direktører i klubben, red.) repræsenterer klubben, hvad den står for, hvad de kræver af en cheftræner, og alt hvad der har med fodbold at gøre.

- Der er mange ting, jeg er begejstret over omkring jobbet, udtaler Jeglertz til Manchester Citys hjemmeside.
Inden da venter der som minimum tre kampe som landstræner for Danmark til EM.
Danmark står over for Sverige, Tyskland og Polen. Første opgør spilles fredag aften.
Manchester City
Danmark












