Rødt kort efter syv minutter: Real Madrid slog stensikkert Pachuca alligevel
Selvom, de fik sendt en mand ekstremt tidligt i bad, var der ingen slinger i valsen for kongeklubben.

Mexicanske Pachuca skulle virkelig op imod overmagten, da de mødte Real Madrid på Bank of America Stadium i Charlotte, USA ved Klub-VM.
Real Madrid havde spillet uafgjort mod Al-Hilal i sin første kamp, imens Pachuca havde tabt til Red Bull Salzburg.
Tidligt i kampen kom der dog en stor gave til det mexicanske mandskab, da Real Madrids Raúl Asencio, som bagerste mand hev fat i trøjen på erfarne Salomón Rondón, der tidligere har spillet i blandt andet Newcastle og Everton.
Dommeren reagerede prompte ved at hive det røde kort op af baglommen og sendte Raúl Asencio af banen.
Desværre for Pachuca havde Real Madrid en storspillende Thibaut Courtois i målet, som afviste et par fine mexicanske forsøg.

Real Madrid skabte ikke mange chancer i første halvleg, men de to, som de fik kreeret endte i netmaskerne. Først en flot afslutning fra Jude Bellingham, som scorede et døgns tid efter sin brors første scoring for Dortmund.
Efter et velspillet angreb endte bolden for fødderne af stortalentet Arda Güler, som øgede føringen til 2-0.
I anden halvleg gjorde Real Madrid det også til 3-0, da Brahim Díaz på flot vis fandt Federico Valverde i feltet.
Pachuca fik reduceret til 3-1 ved scoring af 19-årige Elias Montiel, men mere blev det ikke til.
Derved fører Real Madrid nu gruppen, og er i en god position til at spille sig videre til ottendedelsfinalerne.
Tidligere gjorde Juventus også kort proces mod en svagere modstander.
Læs mere her:

Real Madrid













