Den dag var vi verdens bedste
Grundlovsdag for 40 år siden skrev fodboldlandsholdet historie. Af den slags der aldrig bliver glemt.
HerrelandsholdetDen bedste kamp nogensinde genklanger det stadig – da vi slog Sovjetunionen 4-2 i Idrætsparken.
Det kan jo aldrig måles, det der med “den bedste nogensinde”, men vi der overværede netop den kamp, og de der har fodboldhistorikken inde under huden og genser i videoformat, holder fast. En minderig dag, hvor alt rakte ud efter den højere enhed og nåede den. Skabt på fortællingens forord – strålende sol fra den dagklare himmel, 45.700 tilskuere i kortærmede, et særligt engagement og to af tidens bedste landshold, der kæmpede om plads ved VM-bordet i Mexico året efter. Det kunne kun blive godt.
Men at det blev så godt…
Man kan blive høj af den slags. Når begivenheden fodrer en med lykke. En belønning til ens forventninger, ens forhåbninger. Sådan er det ikke per automatik i fodboldens verden. Det var det her.
Det blev en fest. Indhyllet i en glad og venlig atmosfære som en kontrast til det uhyggelige voldsorgie få dage forinden på Heysell i Bruxelles, hvor 38 tilskuere blev dræbt i forbindelse med Champions League (dengang Europa Cup’en) finalen mellem Juventus og Liverpool.
Grundloven fejres den 5. juni med politiske taler, fridag og skål i alle danske verdenshjørner. Ved ændringen i 1915 fik kvinderne valgret, her 70 år senere valgte tusinder af kvinder det nationale stadion på Østerbro sammen med mænd, børn og unge. Det var en folke- og familiefest, hvor der blev sejlet op og ned ad åen, mens Åkerwalls orkester i tilfældigt valgte jakkestørrelser marcherede rundt efter en kvindelig kaptajn i lårkort og pelsgarderhue – inden de slog tonen an til “Der er et yndigt land”. Alt dette fortalt en armslængde fra selve fodboldoplevelsen, men en del af den.
Det var fodbold af verdensklasse, de to hold viste. Den afgørende forskel var “enerne” Preben Elkjær og Michael Laudrup, der hver lavede to mål af høj kvalitet. I hver sin halvleg. Preben efter et indledende, dansk presspil, da han erobrede bolden fra Pozdnyakov og udspillede en af tidens absolut bedste målmænd, Renat Dassajev. Og han gentog i endnu bedre udgave få minutter senere ved at afdrible to modstandere og fra en spids vinkel score til 2-0. Høj klasse.
Idrætsparken, nationalarenaen fra 1910, kogte mere end nogensinde før. Det var dengang banen lå på den anden led, hovedtribunen var hvor der er endetribune nu (modsat det vi kender som Nedre C). Og det var dengang, hvor der var en meget smal og usædvanlig vindeltrappe fra omklædningsrummene på 1. Sal på tribunen og ned, for at spillerne skulle undgå at blande sig med tilskuerne på vej til banen, og det var dengang endetribunen kaldet Hockeybanen, hvor der nu er “hovedtribune”, var en trætribune.
Og det var dengang, hvor spillerne varmede op i Fælledparken, mens tilskuerne gik forbi i absolut nærhed. Og dengang hvor der var et to meter højt hegn rundt om banen sikret med ekstra pigtråd, der hvor spillerne trådte ind. Og dengang, der kun var én dansk klub repræsenteret på spillersiden – Ole Qvist fra KB. Altså en situation som i dag, når snakken falder på brugen af spillere fra den hjemlige liga. Det var også dengang, hvor Danmarks Radio først i sidste øjeblik besluttede at sende kampen direkte – den var ellers planlagt til et sammendrag samme aften. Og det var dengang, hvor Sepp Piontek før kampen kom med en bøn til tilskuerne: “Lad os være venner – også selvom vi taber”.
Michael Laudrups to mål efter pausen var af samme klasse som Elkjærs og kom efter et voldsomt sovjetrussisk pres. Men det holdt og 4-2 sejren gav genlyd over hele Europa. Et dansk hold med en meget stærk defensiv styret af Ivan Nielsen, Søren Busk og Morten Olsen. De hårdt arbejdende Søren Lerby, Jens Jørn Bertelsen, Klaus Berggreen og uforlignelige Frank Arnesen, der arbejdede for sig selv holet med sin kreativitet – og efter pausen Per Frimann, der havde afløst Jesper Olsen. Og så de to i front.
Et resultat der hjalp landsholdet et stort skridt videre i VM-kvalifikationen og som lå midt i dansk fodbolds historiske periode med EM-slutrunden i Frankrig (1984) og VM-slutrunden i Mexico (1986).
Begejstringen var stor i det københavnske efter denne kamp. Der blev badet i springvandene på Strøget, overalt festede fodboldens fans, Søren Lerby blev politieskorteret til lufthavnen for at nå et fly til München, hvor hans klub, Bayern, skulle spille dagen efter og spillerne donerede hele deres bonus til ofrene for ulykken på Heysell. 100.000kroner (i 1985 valuta). Glade historier. Og noget der åbnede for mere end almindelige fodboldtilhængere.
Pludselig så vi det politiske og litterære parnas erklære sig for fodboldfans – de legaliserede i egne kredse det at holde med og af fodbold. Landsholdet var pludselig på plads på de bonede gulve, men den ægte vare var den uforfalskede danske roligan, der havde været med siden de glade 84’er-dage i det franske. Og det var Danmark….
