Landsmand tog sig af Grønbæk: Betyder meget for min succes Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Landsmand tog sig af Grønbæk: Betyder meget for min succes

Albert Grønbæk har i Hamborg kunnet læne sig op ad sin landsmand.

Yussuf Poulsen og Albert Grønbæk sammen i landsholdslejren.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For Albert Grønbæk er fremtiden fortsat oppe i luften.

Den 25-årige aarhusianer skal egentlig returnere til franske Rennes denne sommer, men sådan kommer det næppe til at gå.

Det er to år siden, Grønbæk skiftede norske Bodø/Glimt ud med Rennes, men siden er det blevet til hele tre lejeophold, og ikke siden januar 2025 har han spillet en kamp for den franske klub.

Engelske Southampton, italienske Genoa og tyske Hamburger SV har siden lejet den offensive dansker, og mens de to første lejeophold ikke har været den store succes, så forholder det sig anderledes i den nordtyske klub.

Selvom Grønbæk fik en vanskelig start på tiden i HSV, hvor en skade holdt ham ude af klubbens første otte kampe, så er han faldet godt til i den tyske storklub, og det har han særligt landsmanden Yussuf Poulsen at takke for.

Yussuf Poulsen og Albert Grønbæk sammen i landsholdslejren.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

- Han har virkelig været god til at tage sig af mig og få mig skubbet ind i fællesskabet og ind i gruppen. Han har hjulpet mig en masse, og vi har set hinanden meget uden for banen. Han har betydet meget for den succes, jeg har haft på det seneste, fortæller Albert Grønbæk til TV 2.

I alt syv bundesligakampe med ét mål og to assists blev det til for Albert Grønbæk i HSV, men alligevel foretrækker han selv at blive i klubben, og det skyldes ikke mindst cheftræner Merlin Polzin.

- Han kunne få mig til at slappe af og give mig den ro, jeg havde brug for. Det er jeg virkelig taknemmelig for. Han gav udtryk for, at jeg ikke skulle stresse over noget, for han vidste, hvor god jeg var, så for ham var det vigtigste bare, at jeg kom tilbage på 100 procent, og så skulle præstationerne nok komme, forklarer Albert Grønbæk til TV 2.

Albert Grønbæk har i franske Rennes kontrakt helt til sommeren 2029, men han kan angiveligt købes fri for fem millioner euro - cirka 37 millioner danske kroner.

Mest læste

Notifications

Notifikationer