Midlertidig træner får ansvaret permanent i Anderlecht
Den albanske træner får ansvaret fast trods elendigt pointsnit.

Under ét point i snit per kamp.
Besnik Hasi har langt fra imponeret i sine første 11 kampe i spidsen for Anderlecht, men tilliden er intakt.
Således har Bruxelles-klubben mandag meddelt, at den 53-årige albaner også kommer til at stå i spidsen for holdet i den kommende sæson.
Fra Anderlecht side lyder det nu, at Hasis kontrakt er med 'åben ende'.
Besnik Hasi kom til den belgiske storklub i marts, efter klubben havde fyret Brian Riemers afløser David Hubert. Hasi kom til klubben forud for det belgiske mesterskabsspil, hvor det i alt blev til tre sejre, én uafgjort samt syv nederlag.
Derudover tabte han med holdet pokalfinalen 2-1 til Club Brugge.
- Jeg er stolt og glad for klubbens tillid og ser frem til at fortsætte mit arbejde. I de seneste uger har jeg fået mulighed for på nærmeste hold at opleve, hvad der fungerer godt, og hvad der kræver arbejde i forhold til førsteholdet. Den viden vil jeg bruge – sammen med den sportslige ledelse – til at tage de nødvendige skridt frem mod næste sæson, lyder det fra Besnik Hasi.
Besnik Hasi stod også i spidsen for Anderlecht i en periode fra marts 2014 til maj 2016, hvor det blev til i alt 119 kampe i klubben.

Siden har han været forbi Legia Warszawa, Olympiakos, Al-Read, Al-Ahli og senest KV Mechelen, og med forsmagen i foråret, føler klubbens ledelse sig sikre på, at Besnik er klar til en ny sæson.
- Besnik har lært spillergruppen grundigt at kende. Der har været hyppige samtaler under og efter slutspillet. De samtaler viste, at trænerens analyser og intentioner er i tråd med den sportslige ledelses.
- Der er arbejde, der skal gøres. Besnik kender spillerne, ligaen og klubbens forventninger og får nu muligheden for at fortsætte sit arbejde med en fuld forberedelse og i en fornyet dynamik, lyder det fra sportsdirektør Olivier Renard.
Har du bemærket vores nye design og fede features som podcast, liveblog og masser af video fra de bedste danske klubber? Vi drømmer om at samle en stor og fast skare af danske fodboldfans hver dag - download vores app i dag, og læs mere om det nye Campo her.
Besnik Hasi har både Mads Kikkenborg, Lucas Hey og Kasper Dolberg i sin Anderlecht-trup.
Foruden flere klubber på Balkan spillede Besnik i sin aktive karriere for flere vesteuropæiske klubber, herunder belgiske Genk, Lokeren, Cercle Brugge og så Anderlecht i seks sæsoner fra 2000 til 2006.
Anderlecht sluttede i denne sæson som nummer fire i Jupiler League, og dermed venter der senere på sommeren en kvalifikation til Europa League.
RSC Anderlecht













