De største finaler – det her kan blive endnu større
Champions League har sin helt egen historie. Klubfodboldens største. Med tatoverede minder, fortællinger der aldrig glemmes – næsten uanset hvem man holder med. Finalen i München kan skrive sig ind – og måske blive den største. Fordi den har sine helt egne forudsætninger.
Inter
Paris Saint-GermainFor en gangs skyld er det ikke et spansk og/eller et engelsk hold i denne slutkamp. Det er ikke Real Madrid eller Manchester City, to af de toneangivende i de senere år.
Men først lige min subjektive liste over “de største”.
- 2005 Liverpool-AC Milan 3-3 (3-2 efter straffespark) – Det størte comaback i turneringens historie. Milan førte 3-0 ved pausen, men Liverpool udlignede på seks minutter og vandt straffesparkskonkurrencen. “Miraklet i Istanbul”.
- 1999 Manchester United-Bayern München 2-1 – United var bagud 0-1, men lavede to mål i overtiden ved Teddy Sheringham og Ole-Gunnar Solskjær. Dermed vandt United the trible (Premier League, FA Cup og Champions League). Med Peter Schmeichel.
- 1960 Real Madrid-Eintracht Frankfurt 7-3 – Den mest målrige finale nogensinde. Alfredo di Stefano (3) og Ferenc Puskas (4) blev verdensstjerner.
- 1994 ACMilan-FC Barcelona 4-0- Barca som mega storfavoritter med Johan. Cruyffs “Dream Team” (dog uden Laudrup…) Taktisk mesterklasse af Milans træner Fabio Capello og nærmest ydmygelse af det elskede Barca-hold. De stor spillere i den finale var Daniele Massaro (2), Savicevic og Marcel Desailly.
- 2014 Real Madrid-Atletico Madrid 1-1 (4-1 efter forlænget spilletid) – Den mest intense finale mellem to fra samme by. Atletico førte indtil det 93. Minut, så udlignede Sergio Ramos. Og Real var overlegne i ekstra tiden. Den 10. Titel til madrilenerne “La Decima”.
Efter det vi har set og fulgt i denne sæsons Champions League kan vi se frem til finalen i München. Mellem to modsætninger. På banen, på bænken, på gangene.
På den ene side står Paris SG, en ung klub grundlagt i 1970, og på den anden Inter, en historisk institution skabt… i 1908. Altså 62 års forskel – og det afspejler sig naturligvis i meritterne. Paris har vundet 13 nationale mesterskaber, 16 nationale pokaltitler og én europæisk titel (Cup Winners’ Cup i 1996). Inter overstråler det med 20 nationale mesterskaber, 9 nationale pokaler og hele 6 europæiske trofæer (3 Champions League, 3 Europa League). Forskellen overrasker ingen, selvom PSG dominerer hjemligt, især siden Qatar overtog klubben i 2011. Men det er på europæisk plan – og især på grund af Inters længere historie – at kløften virkelig ses.
PSG jagter stadig sit første Champions League-trofæ. Den første finale – mod Bayern München i 2020 – endte med nederlag (0-1). Inter har vundet Champions League tre gange (1964, 1965, 2010) ud af seks finaler. Den seneste var i 2023, hvor de tabte til Manchester City (0-1).
Siden 2011, hvor Qatar – via Qatar Sports Investments (QSI) – overtog PSG, er klubben gået ind i en helt ny æra. Sportsligt, økonomisk, kommunikationsmæssigt og sponsoratmæssigt spiller klubben nu i toppen af international sport og tiltrækker opmærksomhed langt ud over banen. Emiren af Qatar, Tamim bin Hamad al-Thani, overlader driften til Nasser al-Khelaïfi (NAK), som har været frontfigur i over ti år og træffer beslutninger i samråd med Doha. På den sportslige side har NAK dannet en trio med Luis Campos og Luis Enrique – efter en række år med ujævn styring. PSG har med andre ord “betalt for at lære”.
Hos Inter er situationen mere skrøbelig. For bare ét år siden skiftede klubben ejere efter det 21. italienske mesterskab. Den kinesiske gruppe Suning, som ikke længere kunne opfylde de økonomiske krav, overlod klubben til sin vigtigste kreditor: den amerikanske investeringsfond Oaktree. Samtidig blev den respekterede sportsdirektør Giuseppe “Beppe” Marotta (68 år) ny præsident – en opgave han først afslog, men senere accepterede.
Økonomisk er der også stor afstand mellem de to klubber. PSG har et budget på 866 millioner euro, Inter 470 millioner euro – næsten det dobbelte. Siden Qatar kom til, er PSG’s omsætning otte-doblet (99 mio. i 2010-11), og klubben befinder sig nu blandt de ultrarige. Selvom PSG er gået væk fra en stjernepolitik, har de stadig økonomisk råderum.
Simone Inzaghi må derimod navigere med strammere budgetter, grundet Inter’s mindre økonomiske kraft, tidligere overforbrug på transfermarkedet og eftervirkningerne af Covid. Inter er ofte mere sælgende end købende og fokuserer på at finde gode handler. Marcus Thuram og Hakan Calhanoglu kom begge på fri transfer, mens Acerbi og Sommer blev hentet for blot 4 og 7 mio. euro – og viste sig som kup.
Endnu en kontrast. Hvis PSG vinder finalen, bliver de den næstyngste trup nogensinde til at vinde Champions League – efter Ajax 1995 (henholdsvis 23,35 og 23,8 år i gennemsnitsalder). Luis Enrique har gentænkt holdet og startet forfra de seneste to år. I kampen mod Arsenal den 1. oktober stillede PSG med en start-11’er på kun 23,2 år i snit – den yngste i turneringen.
Modsat har Inter holdt fast i sine veteraner: 8 af 11 fra CL-finalen i 2023 er stadig stamspillere. Holdet, som Simone Inzaghi stillede med i semifinalen mod Barcelona, havde en gennemsnitsalder på 31,1 år – og ville, hvis de vinder, blive det næstældste hold til at vinde Champions League efter AC Milan 2007 (29,97 år mod 29,5). Det er ungdommelig dynamik mod italiensk erfaring.
Men det er alt det organisatoriske og det fra kulissen. På vejen til denne finale har begge vist et format, som har sendt Liverpool, Arsenal, FC Barcelona, Bayern München ud. Inter med den stramme, italienske Insaghi-disciplin og dog accelererende kontraspil af høj klasse. Det mærkede FC Barcelona i den uforglemmelige semifinale.
Og Paris SG har under Luis Enrique glemt alt om stjernernes dominans på lønkontoen og i omkædningsrummet, men ikke mindst på banen (Neymar, Mbappe og Messi). Nu er det kollektivet og det hårde arbejde, der gør Paris SG til et nyt storhold.
Det bliver turneringens ældste og yngste hold mod hinanden, det bliver de to dygtigste trænere mod hinanden, det bliver to kanon målmænd (Sommer og Donnarumma) mod hinanden, det bliver Lautaro (Inter) og Dembele (Paris SG) mod hinanden, det bliver Milano og Paris – to byer, der stråler af storhed, mode og verdens øjne mod hinanden.
Det kan blive stort.
