– En fortælling i sin helt egen kategori
Sæsonpunktum i Parken i et drama, en eventyrhistorie til klapsalver, rystende hænder og følelsesudbrud. Det kunne ikke skrives bedre. På kanten af en fodboldfiktion. Men det var den skinbare virkelighed.
F.C. KøbenhavnF.C. København er i min optik fortjente mestre. I et mentalt pres lagt i selvforståelsens navn, et pres fra omgivelserne, et pres der har involveret de økonomiske muskler, der stiller sine egne krav og den almindelige anseelse som “de største” i dansk fodbold.
De kom igennem en slalomsæson, hvor FC Midtjylland hen ad vejen og til det sidste tog parallelsporet, stred sig i modvinden og ramte bullseye på det helt rigtige tidspunkt, hvor de helt rigtige spillere viste topform. Og så fortæller dramaet på sidstedagen, at to af dem lagde sig fladt ned og måtte udgå – Thomas Delany og Andreas Cornelius. Der røg kvalitet, overblik, rutine og lederskab.
Men igen viste bænken – Superligaens suverænt bedste (og dyreste) sin værdi. Kollektivet fandt fodfæste spillemæssigt, arbejdsmæssigt og mentalt. Og det løftede de tanker, der var rettet mod Gabriel, der bevidstløs lå længe på plænen og blev båret ud, mens Parken var i det chok, der mindede for meget om Christian Eriksen-episoden i 2021.
Dramaet fik en fortsættelse, mens de sidste bange anelser og følelser lagde sig, FCK og publikum (36.000) rejste sig og det blev den flotteste scene igen. Men fortællingen fik noget smukt over sig, da FCK fik straffespark og spillerne overlod bolden til Kevin Diks – i hans sidste kamp.
Han har været langtidsskadet, skulle såmænd bare have haft de sidste hyldestminutter i denne kamp, sad roligt og småspiste popcorn i spillerhustruernes domæne op til kampen. Pludselig kom han ind, længe før tid. Fik bolden i hånden – og scorede på straffesparket til 3-0. En rasende flot og generøs fortælling.
En fest i Parken, en bredt favnende gang underholdning, hvor de der holder med og af F.C. København var hele registret igennem. En udfordring for følelser. Som sæsonen faktisk har været det.
Gode lejeaftaler, en suveræn centerforsvarer, en klassekeeper i Ramaj, et vanvittigt gennembrud for 19-årige Viktor Froholdt, der om et øjeblik er væk – 75-80 millioner kroner værd på et halvt år. En central figur på mesterholdet. En særskilt fortælling værd.
Toppræstationer fra Jordan Larsson i foråret, Cornelius’ betydning indtil en ny skade, stærke venden-tilbage for individualisterne Achouri og Elyounoussi. Og så bænken. Guldbænken.
Naturligvis en guldstol til Jacob Neestrup, der har været spillernes, klubbens og realiteternes mand. Han har brugt sit materiale rigtigt – de svære valg har ramt rigtigt.
Lige nu lyder “We are the Champions” ud over det ganske land, sendt ud fra Parken. Det er rigtigt i mere end en forstand.
