Rösler inden ‘finale’ mod Randers: Gør det for at hive mig selv og spillerne op

I AGF gør man alt for at være klar til søndagens kamp mod Randers FC.

Uwe Rösler spejder ud over banen.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det østjyske derby er i selv en klassiker.

Søndag tørner AGF og Randers FC atter sammen, men denne gang står der lidt ekstra på spil.

Sæsonen er ved at lakke mod enden, og de lyseblå kronjyder kæmper for bronze.

Medaljedrømmene synes borte i Aarhus, men AGF kan stadig gøre sig forhåbninger om en fjerdeplads og den vej igennem finde vej til europæisk fodbold i næste sæson.

Af selvsamme årsag understreger AGF-cheftræner Uwe Rösler også vigtigheden af søndagens opgør.

Faktisk er han begyndt at omtale kampen som en finale med det formål at generere ekstra motivation:

– Sådan som det ser ud lige nu, så ja (det er en finale, red.).

– En uafgjort mod dem er ikke nok. Vi skal vinde, hvis vi skal have en chance for at gå forbi dem.

– Det er derfor, at jeg kalder det en finale – for at gøre det klart overfor spillerne og mig selv, men ikke mindst også overfor vores fans, at det er en vigtig kamp.

– Når de (fansene, red.) gerne vil have en chance for europæisk fodbold, så har de bare at møde op, siger han med et smil i stemmen og understreger, at det er med til at øge chancerne for en sejr.

AGF har med tre runder igen fem point op til Randers FC på fjerdepladsen.

Fjerdepladsen kan få mulighed for at spille europæisk fodbold i en playoff-kamp mod syvendepladsen, hvis F.C. København vinder pokalfinalen over Silkeborg IF den 29. maj.

Vinder Silkeborg i stedet finalen, skal playoff-kampen stå mellem Superligaens tredjeplads og ottendeplads.

Søndagens kamp mellem AGF og Randers FC fløjtes i gang klokken 16.00 på Ceres Park Vejlby.

Mest populære

Notifications

Notifikationer