
Liverpool-angriber glæder sig: Enhver fodboldspillers drøm
På søndag kan Liverpool blive engelske mestre, hvis holdet hjemme på Anfield slår Tottenham. En stor drøm for Liverpool-angriberen Gakpo.

Èt point skal der til.
Liverpool er så tæt på at kalde sig engelske mestre, som man overhovedet kan være.
På søndag kan de krydse målstregen hjemme mod Tottenham og opnå den triumf, som alle fodboldspillere drømmer om. Det fortæller angriberen Cody Gakpo til Liverpools hjemmeside.
– Det er det øjeblik, vi har arbejdet så hårdt for hele året.
– Forhåbentligt at blive vindere af Premier League er enhver fodboldspillers drøm på et tidspunkt i livet. Det ville være fantastisk at opnå, siger Gakpo.
Den hollandske angriber understreger, at Liverpool med mestertitlen kan krone en fantastisk sæson, selvom der også har været tidspunkter, de kunne forbedre.

– Vi tabte selvfølgelig Carabao Cup-finalen, vi er ude af FA Cup, og vi er slået ud af Champions League. Der har været øjeblikket, hvor vi ikke har været så gode, som vi kunne være.
– Men hvis vi kan vinde det (mesterskabet, red.) i denne weekend, så er det en fantastisk sæson for os alle og noget, vi virkelig kan bygge på i fremtiden, siger Gakpo.
Cody Gakpo har misset ganske få kampe i denne sæson, hvor han har bidraget med otte mål.
Den 25-årige kant har samlet spillet 123 kampe for Liverpool, siden han kom til klubben i januar 2023.