
Miraklerne udeblev: Dansker skal spille italiensk pokalfinale
Jens Odgaard skal spille Coppa Italia-finale mod AC Milan.

Det var næsten givet på forhånd.
Nemlig at Bologna torsdag aften ville avancere til finalen i den italienske pokalturnering.
De havde slået Empoli med 3-0 på udebane i første opgør, og derfor skulle der ske mirakler, hvis ikke Jens Odgaard og holdkammeraterne skulle tage den samlede sejr.
Og det gik som forventet. Bologna vandt 2-1 over Empoli, og dermed er Jens Odgaard klar til finalen mod AC Milan.
Der blev sparet flere profiler hos forhåndsfavoritterne torsdag aften. Det betød også, at danske Jens Odgaard så hele kampen fra bænken.
Herfra så han sin holdkammerat Giovanni Fabbian score til 1-0 i kampens indledning på Nikolas Moros oplæg.
Føringen varede dog ikke i uendeligheder, for 25 minutter senere udlignede ukraineren Viktor Kovalenko for Empoli til 1-1.
Trods ihærdige forsøg fra Empoli formåede de aldrig at score yderligere, og tværtimod afgjorde Bolognas Thijs Dallinga opgøret, da han kort før tid scorede kampens sidste mål til 2-1.
Bologna og AC Milan mødes i Coppa Italia-finalen den 15. maj.
Har du bemærket vores nye design og fede features som podcast, liveblog og masser af video fra de bedste danske klubber? Vi drømmer om at samle en stor og fast skare af danske fodboldfans hver dag – download vores app i dag, og læs mere om det nye Campo her.