
AaB-direktør uenig med legende: Han sætter Wichmann i bås
AaB’s sportsdirektør er ikke enig med Rasmus Würtz’ udlægning af ansættelsen af Kristoffer Wichmann.

Kristoffer Wichmann er ny mand i trænersædet i AaB.
Det offentliggjorde den nordjyske klub onsdag, og torsdag formiddag var Kristoffer Wichmann på træningsbanen for første gang i spidsen for det aalborgensiske mandskab, der i øjeblikket kæmper for overlevelse i Superligaen.
Sportsdirektør James Gow kiggede også forbi torsdagens træning, hvor han i et interview med Campo satte ord på ansættelsen af 43-årige Wichmann.
– Jeg er meget begejstret over, at han er blevet en del af klubben. Han har en masse en kvaliteter i trænerfaget og forstår at sætte en plan, som spillere kan udføre på banen.
– Derudover er han også bare en rar person. Han er selvsikker, men også meget ydmyg. Han kan få det bedste ud af det materiale, han har og kan bygge et konkurrencedygtigt hold.
– Det er selvfølgelig en fordel, at han kommer her fra Aalborg og forstår, hvad det betyder at spille for AaB. Hele pakken er virkelig interessant, siger James Gow til Campo.
AaB-legenden og nuværende ekspert på Campo, Rasmus Würtz har udtrykt bekymring for, om Kristoffer Wichmann er den rigtige kandidat på den lange bane for AaB, blandt andet på grund af Wichmanns trænerfilosofi fra andre stillinger.
– Der, hvor jeg synes, det bliver et markant stilskifte, er på spillestil. Jeg synes, at man især fra hans tid i Kolding har set, at han har en stil, der fremelsker en masse dueller og direkte spil. En stil med meget lidt risiko.

Men den udlægning er James Gow ikke enig i.
– I skulle have fået Rasmus Würtz til at ringe til mig, så kunne vi have taget en ordentlig snak.

– Jeg synes, at det er en smule unfair at sætte ham i bås på den måde. Han fik rigtig meget ud af et Kolding-hold, der på mange måder overpræsterede. Trænerens job er at få mest mulig ud af spillerne og holdet.
– Jeg har stor tiltro til, at Wichmann kan hjælpe vores spil både på bolden og uden bolden, siger AaB’s sportsdirektør, James Gow til Campo.
Campo har fået nyt design, ny podcast og flere fede features. Du får stadig alt vores indhold gratis, hvis du downloader vores app og vælger os til. Læs mere om ‘Det nye Campo’ herunder:
