FCK’s træningsanlæg skal renoveres: Trænger til en omgang

F.C. Københavns træningsanlæg står overfor en kærkommen renovering i 2026, ifølge Parken-formand, Henrik Møgelmose, er det en tiltrængt én af slagsen.

Henrik Møgelmose, formand i Parken Sport & Entertainment, sidder på tribunen i Parken.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)

F.C. Københavns træningsanlæg skal have en overhaling.

Men det kommer til at tage sin tid, før klubben med de store armbevægelser samt sportslige og kommercielle ambitioner får forbedret træningsfaciliteterne.

Formand i Parken Sport & Entertainment, Henrik Møgelmose, udtalte på den årlige ordinære generalforsamling onsdag, at der er ændringer på vej til klubbens træningsanlæg på Frederiksberg.

I 2026.

– Det trænger til en omgang, men det er ikke en enkel opgave, fortalte Henrik Møgelmose i bestyrelsens beretning på dette års ordinære generalforsamling.

– Det er beliggende midt i et boligområde, hvor det kan kræve en ny lokalplan.

– Det ville have været lettere for os at ringe til en omegnskommune og høre om de havde en mark, hvorpå vi kunne bygge et nyt træningsanlæg. Men vi ønsker at blive på Frederiksberg.

Henrik Møgelmose, formand i Parken Sport & Entertainment, sidder på tribunen i Parken.
Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix)

– Vi er i gang med at sætte de første streger, men vi skal ikke forvente, at byggeriet er lige om hjørnet. Vi forventer, at projektet for alvor går i gang i 2026.

Klubben træner til daglig på træningsanlægget på Jens Jessens Vej 10 på Frederiksberg, heraf det mere tungnemme navn ‘Nummer 10’ eller ‘10’eren’.

Det er ikke første gang, at der har været et kærkomment ansigtsløft af 10’eren på tale. 

I dette års sæsonopstart blev banerne på træningsanlægget ifølge FCK selv renoveret for et millionbeløb – uden at komme det præcise beløb nærmere.

Mest populære

Notifications

Notifikationer