
Olmo forløser FC Barcelona mod svage Mallorca
Det blev tirsdag aften unødigt spændende på bjerget i Barcelona.

Nul skud på mål, nul hjørnespark, nul xG og en boldbesiddelse på sølle 22 procent.
Mallorca gjorde i første halvleg af tirsdagens opgør på udebane mod FC Barcelona absolut intet for at fortjene point, og det fik øboerne da heller ikke.
Der skulle dog en halvleg og yderligere 40 sekunder til, før Dani Olmo formåede at forløse det massive FC Barcelona-pres til scoring.
Tæt omringet af modstandere modtog den blonde spanier bolden i Mallorca-feltet, og efter en enkelt skudfinte sendte han bolden forbi et passivt Mallorca-forsvar og ind det fjerneste sidenet.
Mallorca, der ellers er på vej mod klubbens bedste ligamæssige sæson i 16 år, forbedrede sin statistiskker en smule i løbet af anden halvleg, og med den snævre hjemmeholdsføring blev det i slutminutterne unødigt spændende for hjemmeholdet, men sejren kom aldrig for alvor i fare.
Med sejren er FC Barcelona nu syv point foran ærkerivalerne fra Real Madrid, der dog har en kamp i hånden. Der resterer fem kampe i LaLiga for Barca.
Næste opgave for Hansi Flicks tropper er Copa del Rey-finalen mod netop Real Madrid på lørdag.
Dani Olmo breaks the ice! 🧊🔨#BarçaMallorca | #LaLigaHighlights pic.twitter.com/mIlbURL1p2
— FC Barcelona (@FCBarcelona) April 22, 2025