Anfører bekræfter: Vil væk fra FC Nordsjælland
Benjamin Nygren er næppe at finde i Superligaen om et år.

12 mål og to assist.
Benjamin Nygren har for alvor slået igennem i FC Nordsjælland i denne sæson, men gennembruddet kommer en tand for sent.
I hvert fald for FC Nordsjælland.
Med kontraktudløb til nytår står superligaklubben fra Farum nemlig ikke til at score kassen på sin svenske anfører, når han forlader klubben, og det gør han inden længe.
Det bekræfter Nygren selv til TV 2 Sport forud for tirsdagens hjemmekamp mod FC Midtjylland.
- Jeg har en kontrakt, der løber ud til vinter, og jeg forlader [FCN] enten til sommer eller til vinter. Hvor hen det må vi se. Jeg vil til en klub, som tror på mig og som spiller i de største turneringer i Europa, siger Nygren til TV 2 Sport.
Benjamin Nygren kom til FC Nordsjælland fra belgiske Genk i vinteren 2022.
Undervejs i sin tid i Belgien var han på udlån i hollandske Heerenveen, mens han oprindeligt er fra IFK Göteborg.
Nygren rundede for bare en uge siden et skarpt hjørne i FC Nordsjælland, da han spillede sin kamp nummer 100 for klubben.
FC Nordsjælland













