3F Superligaen

Superligakoryfæ fylder 40: Super fedt stadig at spille

Jesper Hansen runder 40 år i dag. AGF-keeperen fortsætter med at præstere på højt niveau, og står det til ham selv, ryger handskerne ikke på hylden foreløbig.

Jesper Hansen jubler over en AGF-scoring.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Alder er bare et tal.

Sådan siges der ofte, og der er da heller ikke noget odiøst i at blive 40 år. Det er dog en sjældenhed fortsat at være aktiv i landets bedste fodboldrække i den alder.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad AGF’s førstemålmand Jesper Hansen er. Til trods for at den rutinerede målmand i dag runder de 40 år, leverer han fortsat som stabil sidste skanse og har ikke travlt med at indstille karrieren.

– Det føles godt. Og så går det også lidt op for mig, at nu runder jeg et skarp hjørne. Det er lidt en milepæl for mig. Jeg har håbet, at jeg kunne nå hertil, siger Jesper Hansen om sin runde fødselsdag til Campo i et videointerview og fortsætter:

– Jeg havde måske ikke forventet, at jeg ville have det, som jeg har det, men det var lidt en drøm, og nu står jeg her, og det er super fedt stadig at spille i Superligaen og vise, at jeg har niveau, selvom jeg har været mange år i fodboldverdenen. Det har man jo sagt, at keepere kan, og det har jeg bevist.

Trods det faktum, at ingen bliver yngre og heller ikke Jesper Hansen, så yder han ifølge AGF’s cheftræner Uwe Rösler hver dag som en topprofessionel på Fredensvang og er ofte den første ude på træningsbanen uanset vind og vejr.

Jesper Hansen jubler over en AGF-scoring.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Jesper Hansen fik superligadebut i 2008 for FC Nordsjælland og trods en afstikker til de franske klubber Évian og Bastia fra 2013-2016, må man sige, at den sympatiske målmand er et vaskeægte superligakoryfæ.

For udover at Jesper Hansen har spillet for fire forskellige klubber i Superligaen, har han også vundet tre mesterskaber og tre pokaltitler tilsammen med FC Nordsjælland og FC Midtjylland.

Sidstnævnte klub valgte i sommeren 2021 at sende Jesper Hansen videre til AGF, hvor han siden har ageret som enten solid reserve eller som nu førstemålmand foran den noget yngre Leopold Wahlstedt (25 år) fra Sverige.

Jeg synes ikke, jeg har passet på mig selv, fordi jeg giver den 110 procent hver eneste gang, jeg går på banen

Jesper Hansen
AGF-målmand igen på banen: Det er op til Uwe at vælge

Hemmeligheden bag at blive ved

Jesper Hansen har flest clean sheets i Superligaens historie (139), og i indeværende sæson er han med syv styk på en delt førsteplads sammen med Brøndbys Patrick Pentz. Den rutinerede AGF-målmand leverer fortsat på højt niveau og ifølge ham selv lige så godt, som da han var 30 år.

Så hvordan kan Jesper Hansen trods alderen fortsat præstere så godt?

– Jeg har været heldig med ikke at få de der alvorlige skader, som har holdt én ude i længere perioder eller været karrieretruende. Jeg synes ikke, jeg har passet på mig selv, fordi jeg giver den 110 procent hver eneste gang, jeg går på banen, siger Jesper Hansen og fortsætter:

– Jeg prøver selvfølgelig at spise sundt, sove godt og på den måde forberede kroppen til hver dag og hver kamp. Og jeg har ikke lavet noget om i løbet af min karriere som sådan eller brugt nogen form for mirakelkur. Jeg har haft en god krop til målmandsspillet, og det har jeg været heldig at kunne mærke igennem mange år.

Lige nu synes jeg, det kunne være fedt at være aktiv om fem år

Jesper Hansen
Jesper Hansen under AGF's træning på Fredensvang.
Jesper Hansen gør klar til at redde et forsøg under AGF-træningen på Fredensvang. Foto: Tobias Thomasen.

De største oplevelser

Jesper Hansen kan huske tilbage på mange højdepunkter gennem karrieren – blandt andet fra tiden med landsholdet og de vundne titler i FC Midtjylland og FC Nordsjælland. Men han fremhæver især oplevelserne i Champions League.

– Med de kampe, jeg har spillet, så har Champions League-gruppespillene været det allerstørste. At prøve det og høre den hymne – det giver mig gåsehud, når jeg tænker tilbage på det, siger keeperen og fortsætter:

– At møde éns idol (Gianluigi Buffon, red.), som spillede for Juventus – at spille mod Petr Cech, Onana og hvad de ellers hedder. Det har været kæmpe oplevelser.

Jesper Hansen stod mellem stængerne for FC Nordsjælland i Champions League-kampen mod Juventus i Parken i 2012. Her ses han i aktion ved et hovedstødsforsøg fra Nicklas Bendtner. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Tager gerne fem år mere

I starten af marts forlængede AGF med Jesper Hansen, så han bliver i klubben indtil sommeren 2026.

Til den tid vil han være 41 år, men overfor Campo afviser Jesper Hansen ikke, at han kan fortsætte lige så længe som sin store målmandshelt Gianluigi Buffon, der var en af verdens bedste keepere i nyere tid og stoppede karrieren som 45-årig.

– Når du spørger mig, så synes jeg, at det kunne være rigtig sejt. Det er ikke sådan, at jeg tænker, at det er en målsætning for mig at blive ved fem år mere, men det kunne være rigtig beundringsværdigt, hvis jeg kunne. Jeg må også være realistisk og så mærke efter løbende, siger Jesper Hansen og fortsætter optimistisk:

– Jeg vil da ikke udelukke, at vi kunne tage et år ad gangen og så sige “et plus et, plus et, plus et. Hvem ved?”. Det kunne være lidt fedt. Lige nu synes jeg, det kunne være fedt at være aktiv om fem år. Hvis jeg har den samme passion, som jeg har nu, så ser jeg ikke nogen begrænsning andet end, at kroppen måske fortæller mig noget andet om et år eller to. Men jeg håber det ikke.

Læs med i løbet af dagen på Campo, hvor vi også bringer artikler fra nogle af de mest markante holdkammerater og modstandere i Jesper Hansens karriere

Du kan se Campos interview med Jesper Hansen i videoen øverst i artiklen.

Jesper Hansen interviewes efter træning på Fredensvang.
Foto: Tobias Thomasen.

I videoen i bunden af artiklen kan du se Jesper Hansen fortælle om sit møde med Juventus og målmandslegenden Gianluigi Buffon, hvor det også lykkedes ham at skaffe italienerens trøje efter kampen.

Jesper Hansen viser Gianluca Buffons trøje, som han fik efter mødet i Champions League.
Jesper Hansen med Gianluigi Buffons trøje, som han fik af målmandskollegaen efter deres møde i Champions League i 2012. Foto: Jesper Hansen – privatfoto.
‘CV’ om Hansen-forlængelse: En inspiration for truppen

40-årige Jesper Hansen møder sammen med AGF-holdkammeraterne Brøndby IF ude i næste runde af Mesterskabsspillet i Superligaen.

Traditionsopgøret spilles næste mandag den 7. april på Brøndby Stadion med startfløjt klokken 19.00. Du kan se kampen i TV på TV2 Sport X.

AGF-reserve vil få chancen: Jesper Hansen ved besked

Fakta om Jesper Hansen

Mest populære

Notifications

Notifikationer