Mødes i Lalandia: En ære at have spillet så mange gange mod Jesper Hansen, siger Helenius

Nicklas Helenius og Jesper Hansen er gennem deres respektive karrierer løbet ind i hinanden både på og uden for banen.

Nicklas Helenius i aktion mod AGF.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Nicklas Helenius er den angriber, der har stået overfor for Jesper Hansen flest gange i AGF-keeperens karriere.

Men selvom det kun er blevet til fem sejre i de 25 opgør for AaB-angriberen, så har han ikke skyggen af et problem med den rutinerede målmand, der mandag fylder 40 år.

– Det at han stadig er aktiv i en alder af 40 år siger jo også noget om, at han har haft et rigtigt højt niveau i sin karriere. Så det er da en ære at have spillet så mange kampe mod så god en spiller, siger Nicklas Helenius til Campo.

15 gange har Jesper Hansen stået som sejrsherre efter at have krydset klinger med Helenius i kamp, men selv i de mange sejres sødme er der ikke noget at komme efter:

– Han har altid været meget fair og meget snakkesalig. Man har altid kunne gå hen efter kampen og spørge “hvorfor tog du den der?”. Han er et meget ærligt menneske og en virkelig god person, der altid siger hej og kommer hen og spørger om, hvordan det går.

– Han er topprofessionel og meget motiveret for det, han laver. Så det overrasker mig ikke, at han stadig spiller. Han har altid erkendt, når han har begået en fejl, og han er samtidig ikke typen der plaprer løs, når han har haft fire store redninger i en kamp.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det er dog ikke kun i de indbyrdes opgør, at de to er løbet ind i hinanden.

Også landsholdet samt privaten har ført dem sammen fra tid til anden.

– Jeg kender Jesper ret godt og har også været på nogle landsholdssamlinger med ham – og så har jeg også mødt ham under landskampspauser, når man er afsted med børnene.

– Vi er mødtes nogle gange i Lalandia, fordi vi begge to har børn. Der har vi altid fået os nogle gode snakke, så han er bare en topperson. Så det er da en ære at spille mod så stor en spiller i Superligaen, siger Nicklas Helenius.

I indeværende sæson er AaB havnet i nedrykningsspillet, mens AGF tager del i mesterskabsspillet.

Samtidig er begge mandskaber færdige i Oddset Pokalen, så hvis de skal løbe ind i hinanden igen før sæsonen er omme, bliver det formentlig på tur med ungerne.

Sviatchenko hylder ‘cool head’ Jesper Hansen og opfordrer: Køb Jesper Buchs bil

Mest populære

Notifications

Notifikationer