
Jacob Rasmussen raser trods sent point: Mildt sagt elendigt
Brøndby-anføreren var ikke tilfreds med præstationen mod Lyngby.

Det lugtede af nul, men det blev til ét point.
Ikke desto mindre var Brøndby-anfører Jacob Rasmussen alt andet end tilfreds efter mandagskampen mod Lyngby.
– Nu får vi et point, men det er alt for ringe. Vi spiller mildt sagt elendigt. Jeg synes, det går for langsomt, vi skaber ikke de ting, vi vil skabe, og så mangler vi noget fokus – også bagtil; De chancer vi tillader, og vi lukker op på et tidspunkt omkring der, hvor de scorer, og det er for dårligt, så der er en del ting, vi skal hjem og kigge på, siger Jacob Rasmussen til TV 2 efter kampen.
Med det ene point er Brøndby akkurat at finde i top-seks forud for Superliga-grundspillets sidste to kampe.
Frem mod de kampe skal Lyngby derimod kæmpe for at give sig selv de bedste chancer i nedrykningskampen.

– Cadeau til Lyngby, de står godt i deres kæder og gør det svært for os, men med al ære og respekt: En kamp mod Lyngby på hjemmebane, den skal man vinde, og at vi ikke gør det, det er alt for ringe, lyder det fra Jacob Rasmussen.
Brøndby lukker grundspillet med en udekamp mod Randers FC på mandag og slutteligt en hjemmekamp mod Silkeborg IF søndag den 16. marts.