
‘La Arana’ nedlægger Valencia og sender Atlético til tops
Der var ingen slinger i valsen, da Atlético Madrid satte Valencia til vægs.

La Arana, Edderkoppen eller bare Julian Alvarez.
Kært barn har mange navne, og den argentinske Atlético-spids er vældig populær blandt Atlético Madrids fans lørdag aften.
Alvarez sørgede nemlig for begge kasser, da madrilenerne fik skovlen under Valencia.
Efter 12 minutters spil åbnede argentineren ballet, da han var først over en ripost og tordnede den op i nettaget.
I det 30. minut var den gal igen for Valencia, da Alvarez mødte et perfekt indlæg fra Antoine Griezmann med pandebrasken, og så stod der 0-2 til Atlético.

Alvarez’ landsmand Angel Correa satte kronen på værket med fem minutter igen, da han hamrede bolden ind til 0-3.
Således sikrer Atlético sig tre point, og med dem sniger Diego Simeone og kompagni sig op på førstepladsen i LaLiga.
Både FC Barcelona og Real Madrid kan dog overhale Atlético, hvis de begge vinder sine kampe i denne spillerunde.