
Absurd situation: Skiftes ud som straf efter scoring
Lorenzo Lucca kunne meget vel være den mest upopulære matchvinder nogensinde.

Udinese sejrede fredag aften med 0-1 ude mod Lecce.
Det er dog ikke resultatet, som kampen kommer til at blive husket for.
Det er i stedet den fuldstændig vanvittige situation omkring selve målet.
Lidt over halvvejs gennem første halvleg blev Udinese nemlig tilkendt et straffespark. Intet odiøst i det.
Men der var voldsom uenighed om, hvem der skulle tage straffesparket.
Både spillerne og trænerstaben i Udinese var nemlig af den overbevisning, at det var anfører Florian Thauvin, der skulle sparke.
Men én spiller var dybt uenig. Lorenzo Lucca ville nemlig sparke selv. Og det var ikke til forhandling.
Mens man kunne se holdkammeraterne prøve at vriste bolden fra ham, stod han med bolden under armen og kiggede på dem, som om de var fra en anden planet. Han nægtede.
Lo que acaba de pasar en el Lecce – Udinese es PURO CALCIO
— Soy Calcio (@SoyCalcio_) February 21, 2025
📍 Penalti para Udinese en su partido ante el Lecce
📍 Lorenzo Lucca, el '9' del equipo de Friuli, toma el balón y se niega a entregárselo a Thauvin, el tirador designado por el técnico, a pesar de la larga insistencia… pic.twitter.com/FhzbqLDGOu
Også trænerens tilråb fra sidelinjen blev ignoreret.
Sekvensen endte med at tage så lang tid, at modstanderne fra Lecce begyndte at brokke sig over det. Og dommeren fandt et gult kort frem til Lorenzo Lucca, som stadig insisterede på at sparke.
Nogle minutters forsinkelse yderligere og så fik han ellers langt om længe ‘lov’ til at løbe til bolden.
Heldigvis for ham undgik han den totale ydmygelse, da han sparkede bolden sikkert i mål. Man kan kun forestille sig det pres, han pludseligt var under.
Men selvom det endte lykkeligt med et mål, valgte Udinese-cheftræner Kosta Runjaic alligevel at skifte Lorenzo Lucca ud nærmest lige efter scoringen – og stadigvæk før pausen.
Gult kort, mål og udskiftning i løbet af fem minutter.
Fra sidelinjen kunne den 24-årige angriber nyde et opgør uden flere mål, og han blev dermed matchvinder.
Samtidig formåede han også at pisse hele sit hold samt træneren af.
Mon ikke, der venter ham en spændende træningsuge.
Thomas ‘TK’ Kristensen startede inde, men blev skiftet ud undervejs.