
Tullberg møder stærk kritik i Tyskland: Det er pinligt
Den tidligere tyske fodboldspiller Dietmar Hamann er absolut ikke imponeret over danskeren.

Mike Tullberg er en meget karismatisk træner.
Der bliver ikke lagt skjul på følelserne, når danskeren står på sidelinjen.
Det har været meget tydeligt under de tre kampe, hvor han har været i spidsen for Borussia Dortmund, men det er ikke noget, der falder i alles smag. Slet ikke endda.
Den tidligere tyske fodboldspiller Dietmar Hamann er i hvert fald ikke imponeret af danskeren. Og det er særligt Tullbergs vilde jubelscener, der ikke falder i god jord.
– Det er pinligt. For mig er ‘overdrevet’ en underdrivelse. Han har haft tre kampe, og han vandt ikke mod Bremen. Han har slået Donetsk, der er langt efter i Champions League og vundet i Heidenheim.
– Når jeg ser sådan noget, så synes jeg selv, han giver svaret på om Dortmund har truffet den rette beslutning om, at han ikke skal fortsætte, siger Hamann ifølge Bild.
Tyskeren mener mildest talt, at Mike Tullberg skulle tage og slappe lidt af, når han ‘bare’ hører til på sidelinjen.
– Jeg troede, da jeg så jubelscenerne, at det var ham selv, der havde scoret målene.
– Når man er midlertidig træner i tre kampe, kan man ikke juble sådan der, slutter Dietmar Hamann ifølge Bild.
Tullberg er efter lørdagens kamp mod Heidenheim ikke længere i spidsen for Borussia Dortmund, hvor Niko Kovac tager over for danskeren.
Se Tullbergs vilde jubelscene herunder: