Campo erfarer: OB afviser millionbud fra FCN
Ifølge Campos oplysninger har OB vendt tomlen ned på et millionbud på et af klubbens store talenter.
FC Nordsjælland har viftet med det store checkhæfte, men OB er ikke sprunget på.
Ifølge Campos oplysninger har FCN budt 3,5 millioner kroner på det 17-årige stortalent Hjalte Boe Rasmussen, men OB har afvist buddet.
Den unge offensivspiller tørner til dagligt ud for OB’s U19-mandskab, men har endnu ingen førsteholdsminutter i benene.
Alligevel har OB afvist det store tilbud fra FC Nordsjælland.
OB’s sportsdirektør, Troels Bech, ønsker hverken at be- eller afkræfte Campos oplysninger, men fortæller, at han har stor tro på den unge fynbo.
– Hjalte Boe er en af vores højtprioriterede unge spillere, som både er meget gennembrudsstærk og også en spiller, som kommer frem til en del afslutninger. Derfor har vi også brugt ham i denne opstart, udtaler Bech til Campo.
Hjalte Boe Rasmussen var blandt starterne i årets første træningskamp mod Sønderjyske, og han er bare en af mange store talenter i Ådalen, fortæller Bech.
– Vi har et akademi, som tilbyder os rigtig meget på disse årgange. Det er en af grundene til, at vi gerne vil se dem mere an, også i dette forår, hvis det er muligt.
Hjalte Boe Rasmussen underskrev i september 2023 en treårig kontraktforlængelse i OB.
Max Fenger kan være færdig i OB