FCK får ansigtsgenkendelse både hjemme og ude
Datatilsynet har godkendt F.C. Københavns ansøgning om brug af automatisk ansigtsgenkendelse.
Der er ny boller på suppen i F.C. København.
Således kommer den danske hovedstadsklub fremover til at have ansigtsgenkendelse, efter det er blevet godkendt af Datatilsynet.
Det oplyser FCK på sin hjemmeside.
Det er ikke kun hjemme på eget græs i Parken, at man har i sinde at gøre brug af teknologien. Det gælder også udebanekampe.
Forventningen er, at man allerede i løbet af foråret vil tage systemet i brug.
Årsagen til, at man har arbejdet på at få tilladelse til ansigtsgenkendelse er, at man gerne vil have “endnu et værktøj til at opretholde ro og orden på stadion”, skriver FCK.
– Indførelsen af ansigtsgenkendelse forbedrer mulighederne for at tildele og håndhæve karantæner på både hjemmebane og udebane, står der på klubbens hjemmeside.
Ansigtsgodkendelse vil blive gradvist implementeret i løbet af forårssæsonen.
Det tages allerede i brug ved forårets første kamp i Parken, og FCK forventer at have systemet fuldt ud i brug ved begyndelsen af næste sæson.
Nyheden kommer dagen efter, at klubben blev straffet for fansenes adfærd i forbindelse med kampen i Wien.
Officielt: UEFA straffer FCK med kæmpe bøde