
Vavro afslører: Overvejede karrierestop
Denis Vavro fortæller, at han overvejede at indstille karrieren, da han var i Lazio.

– Den tid tog glæden ved fodbold fra mig.
Fodboldkarrieren har ikke altid været en dans på røde roser for Denis Vavro.
Specielt ikke efter Corona-pandemien, hvor tiden i Lazio gik helt skævt for den nu 28-årige slovakiske stopper.
– Jeg tænkte seriøst på at lægge fodboldstøvlerne på hylden efter den sæson. Jeg ville ikke have noget med fodbold at gøre, fortæller Denis Vavro til Wolfsburgs hjemmeside og forklarer.
– Inden Corona-pandemien gik det næsten perfekt. Jeg var ung og levede drømmen, men derefter ændrede situationen sig pludselig.

– Jeg fik ikke så meget spilletid, og til træning følte jeg mig som en mannequin og måtte endda træne med U20-holdet nogle gange. Selv når der var mangel på spillere i forsvaret, blev midtbanespillere foretrukket frem for mig. Den tid tog glæden ved fodbold fra mig.
– I den periode talte jeg meget med mine forældre, nogle gange tre til fire gange om dagen. De hjalp mig enormt meget ligesom min mental coach, som også stadig hjælper mig i dag, lyder det fra Denis Vavro.
Heldigvis endte Lazio-kapitlet ikke i et karrierestop for Vavro, som i fik genoplivet sin karriere efter et lejeophold hos SD Huesca i LaLiga.
Et halvt år efter endte Vavro med at vende hjem til FCK. I første omgang på en lejeaftale, før han i 2022 blev købt fri.
I skrivende stund er slovakken udlejet til Wolfsburg, som tilmed har en købsoption i lejeaftalen.
