Lyngby-profil afslører: Foretrak Sjælland frem for jyske klubber
Mathias Hebo løfter sløret for den interesse, som han oplevede i sommer, hvor han vendte hjem til Lyngby.
Det var noget af en signing, som Lyngby Boldklub kunne annoncere i begyndelsen af juli 2024, da Mathias Hebo Rasmussen skrev en treårig kontrakt med De Kongeblå og atter vendte hjem til dansk fodbold og 3F Superligaen.
Da midtbanespilleren kom til Lyngby, var det i en dårlig forfatning, idet han lige var ved at finde fodfæste efter en lang skrækskade.
Ifølge Campos oplysninger var der rift om den 29-årige spiller fra flere jyske klubber. Det bekræfter Hebo også til Campo.
– Der var noget fra nogle jyske klubber og nogle andre. Jeg var overrasket over interessen, men jeg er glad og står ved mit valg, siger han.
– Der var en del tilbud i sommer, kontra jeg har været skadet. Men jeg ville ikke til Jylland på det tidspunkt, for så kunne jeg lige så godt have blevet i Polen, fordi så skulle jeg rejse, siger Hebo til Campo.
Derudover kan Mathias Hebo fortælle, at han havde en tæt dialog med polske Legia Warszawa, inden en skade spolerede et potentielt skifte.
– Jeg snakkede meget med Legia, som jeg synes var en fed klub i Polen dengang. De ville rigtig gerne have mig, så det var meget konkret. Og så var der nogle henvendelser fra lidt forskellige steder, som måske ikke var så konkrete.
– Jeg vidste godt, at der kunne ske noget, og Cracovia var klar til at lade mig gå. Men jeg ville faktisk have blevet Cracovia og fik et stort tilbud af dem, men så langt nåede vi ikke på grund af min akillesseneskade, som satte det hele på standby.
Mathias Hebo kan igen mærke græs under støvlerne, hvor ambitionen er komme i fulde omdrejninger og hjælpe Lyngby Boldklub i overlevelseskampen i 3F Superligaen.
– Nu er jeg bare glad for at spille i Lyngby, og det vigtigste er at komme tilbage og finde mit eget niveau igen. Vi har et vigtigt forår foran os, lyder det fra ham.
Mathias Hebo er noteret for otte optrædener for Lyngby i indeværende sæson og fik i den seneste runde mod Sønderjyske sæsonens første startplads.
Han har kontrakt med De Kongleblå frem til sommeren 2027.