Officielt: FCM henter talentfuld nigerianer
FC Midtjylland har fredag eftermiddag offentliggjort, at man har hentet en ung og talentfuld nigerianer til Heden.
FC Midtjyllands partnerskab med FC Ebedei i Nigeria har igen båret frugt.
Fredag eftermiddag har midtjyderne nemlig offentliggjort, at man har hentet endnu en ung nigerianer til Heden.
Denne gang er der tale om 18-årige Anthony Lotachukwu Nnorom, som tilslutter sig klubbens akademi.
– Det er en drøm for mig at være i Midtjylland. Jeg er virkelig glad for at blive en del af klubben og glæder mig til at kunne gøre en forskel på banen.
– Jeg kender flere spillere på akademiet fra min tid i Nigeria, og det er helt sikkert med til at give mig en tryghed, fortæller det nyeste skud på FCM-stammen til klubbens hjemmeside.
Anthony Lotachukwu Nnorom er en forsvarsspiller med stort F, som Ulvene selv skriver på sin hjemmeside, der har sit udgangspunkt i midterforsvaret.
Samarbejdet med FC Ebedei har tidligere ledt store profiler som Paul Onuachu og Frank Onyeka til Midtjylland.