Britisk EM 2028-plan ændret: Nordirland er ude
EM i 2028 skal afholdes på De Britiske Øer, men til stor skuffelse i Belfast er Nordirland nu mere eller mindre skrevet ud af ligningen.
I Nordirland håber de stadig, men håbet hænger i en tynd tråd.
I fredags meldte den britiske regering, at den ikke ville stå bag den nødvendige ombygning af Casement Park, der ellers var inkluderet som det nordirske stadion-bidrag til EM-slutrunden 2028.
Grunden er, at prisen på ombygningen af det faldefærdige stadion er steget med langt over 100 procent, og dermed ser Nordirland ud til at måtte se til fra sidelinjen, mens naboerne fra Irland, Wales, England og Skotland står for EM-slutrunden 2028.
– Vi fandt ud af det fem minutter før resten af verden, så vi havde ikke meget tid til at reagere på det. Vi accepterer beslutningen, men vi er meget skuffede over den, lyder det for det nordirske fodboldforbunds formand Patrick Nelson, der ikke længere ser så lyst på muligheden for EM-fodbold i Nordirland.
– Vi har vist enorm ambition om at vores nation skulle bringe verdens tredje største sportsturnering til Nordirland, men desværre kommer det ikke til at ske nu, siger Nelson ifølge BBC.’
Nordirland var, ligesom Skotland, Wales og Irland, inkluderet i det fælles irsk-britiske EM-bud med et enkelt stadion, men fra start har der hersket usikkerhed.
Det var nemlig det forladte og faldefærdige stadion Casement Park i Belfast-forstaden Andersonstown, der var inkluderet som nordirsk stadion-bidrag i stedet for nationens nuværende nationalstadion.
Det skyldes, at Windsor Park, hvor Nordirland normalt spiller hjemmekampe, kun har en kapacitet på 18.000, og kravet fra UEFA lyder på 30.000.
Derfor lød planen fra nordirsk side, at Casement Park skulle renoveres og grundlæggende bygges på ny, da det for nuværende ser således ud:
Du kan læse mere om Casement Park og det irsk-britiske EM-bud her:
Old Trafford og Anfield forbigået: Nordirsk stadion inkluderet i bud på EM 2028Fredag droppede den britiske regering planen om at finansiere ombygningen. Det meldte sportsminister Lisa Nandy sammen med den nordirske statssekretær Hilary Benn i en fælles udmelding.
– Den estimerede byggepris er steget dramatisk fra 180 millioner pund (knapt 1,6 milliarder kroner), da EM 2028-buddet blev tildelt, til potentielt over 400 millioner pund (godt 3,5 milliarder kroner), og der er en betydelig risiko for, at byggeriet ikke ville stå færdig i tide forud for turneringen.
– Vi har derfor, desværre, besluttet, at det ikke er passende for den britiske regering at finansiere opbygningen af Casement Park i tide til at være vært for kampe under EM 2028.
Dermed er der nu én blank plads på listen over de ti stadioner, der skal benyttes under EM i 2028. Endnu er der ingen melding om, hvilket stadion, der bliver inkluderet i stedet for det nordirske bud.
Bekræftede stadioner til EM 2028:
Wembley Stadium, London, England
Tottenham Hotspur Stadium, London, England
City of Manchester Stadium, Manchester, England
Everton Stadium, Liverpool, England
St James’ Park, Newcastle, England
Villa Park, Birmingham, England
Millenium Stadium, Cardiff, Wales
Hampden Park, Glasgow, Skotland
Aviva Stadium, Dublin, Irland