Ny United-signing jubler: Klubben er meget ambitiøs
Manchester United nåede lige akkurat at hente Manuel Ugarte få timer før transfervinduet i England smækkede i – og det er uruguayaneren også meget begejstret for.
Manuel Ugarte er ny mand i Manchester United.
Det bekræftede De Røde Djævle to og en halv time før transfervinduet smækkede i i England.
Selv jubler den nu tidligere Paris Saint-Germain midtbaneoprydder over at være kommet til Old Trafford.
– Det er en fantastisk følelse at komme til så stor en klub som Manchester United, der er beundret over hele verden.
– Projektet, som jeg diskuterede med ledelsen, er ekstremt spændende; Manchester United er en ambitiøs klub, og jeg er en ambitiøs spiller, fortæller Manuel Ugarte om skiftet og fortsætter:
– Jeg er en person, der er fast besluttet på at få succes. Jeg vil ofre mig og give alt for mine holdkammerater. Sammen vil vi kæmpe for at vinde trofæer og nå det niveau, hvor denne klub hører til.
I Manchester United har den 23-årige uruguayaner skrevet under på en femårig aftale med mulighed for ét ekstra år.
Således sluttede tiden i Paris også efter bare ét enkelt år med 37 kampe for den franske storklub under bæltet.
Manuel Ugarte kom til PSG fra Sporting i sommeren 2023.