
Officielt: FCM henter schweizisk landsholdsspiller
De danske mestre fra FC Midtjylland har netop præsenteret schweiziske Kevin Mbabu som ny mand i klubben.

En stor defensiv forstærkning er landet i FC Midtjylland.
Fredag eftermiddag har Ulvene nemlig offentliggjort, at man har hentet den schweiziske landsholdsspiller Kevin Mbabu.
Den 29-årige back kommer til fra Premier League-klubben Fulham på en toårig aftale.

Således får 3F Superligaen også glæde af et yderst imponerende CV.
– Kevin er en topspiller med stor erfaring fra både klub- og landsholdsfodbold – senest i Bundesligaen, men også Premier League, Champions League, Europa League og en EM-slutrunde.
– Han er en dynamisk back, som besidder den power, teknik og fysik, vi søger, fortæller fodbolddirektør i FCM, Peter Sand.
Kevin Mbabu har 24 schweiziske landsholdskampe under bæltet, imens han har 91 Bundesliga-kampe og ni Premier League-kampe på CV’et.
Oven i hatten tæller schweizerens karriere også 12 Europa League-optrædener og 11 kampe i Champions League.