Premier League

Tidligere Superliga-profil om Postecoglou: Den bedste

Søndag aften står London-klubben Tottenham Hotspur og dens australske manager Ange Postecoglou overfor Liverpool og Jürgen Klopp. Lighederne mellem de to trænere er mange, og en tidligere profil i Superligaen, der har trænet under Ange Postecoglou, fremhæver hans personlighed og systematik.

Ange Postecoglou i fokus, Tottenham Hotspur manager
Foto: Ritzau / Scanpix / campo.dk
Dette er en historie, du kun får på campo.dk

Hans stemme fylder hele rummet, når han taler…. australske Ange Postecoglou i Tottenham Hotspur.

Den er dyb, med masser af bass og karakter. Det samme er hans person.

Den 58-årige Tottenham Hotspur-manager har i denne sæson tager Premier League med storm. Indledningsvis med Spurs’ offensive og underholdende spil, og sidenhen, hvor resultaterne har svigtet, med sin karisma og ærlighed.

Ange Postecoglou i fokus, Tottenham Hotspur manager
Foto: Ritzau / Scanpix / campo.dk

Og sidstnævnte er noget hans spillere får hver dag. Det ved især en tidligere Superliga-spiller alt om.

Han er den bedste, jeg nogensinde har haft

Issey Nakajima-Farran

I forhold til den normale standard for Premier League-managere har Ange Postecoglou i Tottenham på noget uvant vis været hudløs ærlig ved en del af sæsonens pressemøder. Senest efter torsdagens nederlag til Chelsea viste australieren det igen:

– Det føles som om, at vi har mistet troen og overbevisningen, lød det fra Postecoglou ovenpå 2-0 nederlaget til rivalerne fra Chelsea.

Og den ærlige australier gjorde også indtryk på Issey Nakajima-Farran, da den tidligere FC Nordsjælland-, Vejle– og AC Horsens-spiller spillede under ham i Brisbane Roars i 2010.

– Jeg tror, at jeg, inklusive mine år som ungdomsspiller, har haft over 20 trænere i min karriere. Og jeg må sige, han er den bedste, jeg nogensinde har haft.

– Han er meget venlig over for spillerne, men han holder alligevel afstand. Han er typen, der siger, hvad han mener, men han er samtidig jordnær. Og jeg kan godt li’ hans stil. Han er meget stille på sidelinjen, og jeg kan huske han ofte svarede på det ved at sige:

“Men der er ikke mere, jeg skal sige. Jeg har forberedt mit hold,” udtalte Ange Postecoglou dengang til den lokale presse i Brisbane.

I dette lydklip kan du høre Iseey Nakajima-Farran beskrive Postecoglous træningsøvelser og stil:

Postecoglous træning er som en hypnose

Tilliden fra Postecoglou til spillerne i Brisbane Roar gav pote i 2011, hvor holdet vandt det australske mesterskab efter en sæson med 36 kampe uden nederlag.

Ange vil ikke have superstjerner. Han vil have hårdtarbejdende ‘soldater’ på banen

Issey Nakajima-Farran

Også hos skotske Celtic har australieren sikret to mesterskaber og en pokaltitel i årene fra 2021 til 2023, ligesom han tidligere har vundet J-League i Japan med Yokohama F.Marinos.

Og nu er det så tid til, at han skal forsøge at hente tiltrængt hæder til den engelske traditionsklub Tottenham Hotspur. Og igen bliver det med en klar og tydelig spillestil, som også Issey Nakajima-Farran husker på godt og ondt.

– Hans systematiske opvarmning… det var næsten som en hypnose, hvordan han strukturerede sit hold og ville have sit hold til at spille fodbold, siger Farran om Ange Postecoglou.

Den australske manager bruger mange ugentlige timer til træning på at lave skabelonøvelser og systematisk spil, hvor alle spillere er med i øvelserne. Så alle i en kamp ved, hvor bolden skal hen, og hvordan løbene på det givne tidspunkt skal være.

Lidt kedeligt i længden – men effektivt!

– Men det giver jo ingen tøven på banen. Og der er ingen forvirring, fordi det bare er banket ind i hjernerne på spillerne, hvilken type bevægelse der skal til og hvornår. Og hvem burde være fri på det givne tidspunkt. Det er svært for modstanderen med alle disse spillere, der bare bevæger sig systematisk. Det, syntes jeg, var genialt, og ja, det var bare utroligt at se, lyder det fra den tidligere Superliga-spiller, der også selv oplevede ‘systematikken’ på nært hold.

– Jeg husker en situation, hvor jeg besluttede at tage sagen i mine egne hænder med et langskud ud af det blå. Og jeg scorede. Efter kampen sagde Ange: “Jeg vil ikke have, at vi scorer sådan her. Jeg vil have en scoring fra det system, vi bygger op. Du skal score, som jeg vil score, ellers får jeg dig byttet ud.”

– Han vil have, at du afleverer bolden og i bogstaveligste forstand helt ind til det lille målfelt. Når jeg ser tilbage på træningen, spillestilen og disciplinen, som han kræver fra alle, så var det fantastisk, konkluderer Issey Nakajima-Farran.

Ange Postecoglou vil ikke have superstjerner

Den tydelige spillestil og disciplin i træning og taktik, er altså afgørende for Postecoglou, der er født i Grækenland, men flyttede til australske Melbourne som fem-årig.

Som forsvarsspiller opnåede han fem landskampe for det australske landhold i slutningen af 1980’erne. Og selvom han sædvanligvis fremstår humoristisk og charmerende overfor den engelske presse og de mange fans, er der også en kontant side hos Ange Postecoglou i Tottenham.

– Han vil have, at holdet spiller præcis hans stil, og han er ikke bange for at sparke nogen ud, der ikke er villige til at følge spillestilen, forklarer Issey Nakajima-Farran om manageren, der i sin tid i Japan sagde farvel til den japanske superstjerne Nakamura Shunsuke.

– Ange vil ikke have superstjerner. Han vil have hårdtarbejdende ‘soldater’ på banen, og det er det, han altid sammensætter sit hold med. Så han er en meget anderledes træner, end alle de andre jeg har haft i min karriere, slutter den tidligere Superliga-profil, der i dag arbejder på en karriere som spilleragent.

Issey vil nu hjælpe talenter: En slags ambassadør

Fakta om Ange Postecoglou:

Fulde navn: Angelos Postecoglou

Alder: 58 år

Klubber han har trænet: South Melbourne (96-00), Australien U17 (00-05), Australien U20 (05-07), Panachaiki (08), Whittlesea Zebras (09), Brisbane Roar (09-12), Melbourne Victory (12-13), Australiens landshold (13-17), Yokohama F. Marinos (18-21), Celtic (21-23), Tottenham Hotspur (2023 -)

Kælenavn: Big Ange

Kontrakt: Til sommeren 2027

I starten af sæsonen leverede holdet og Ange Postecoglou i Tottenham det ene underholdende resultat efter det andet. Her kan du blandt andet gense en sejr i den yderste overtid mod Sheffield United i september.

Det er søndag aften, Liverpool og Jürgen Klopp tager imod Tottenham Hotspur og Ange Postecoglou. Kampen kan ses på See og Viaplay fra klokken 17.30.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P