3F Superligaen

Skader i Brøndby – To profiler manglede til træning

To af Brøndby IF’s største profiler var ikke på træningsbanen sammen med resten af holdkammeraterne torsdag. Cheftræner Jesper Sørensen håber dog på, at de begge bliver klar til kampen mod FC Nordsjælland.

Jesper Sørensen i færd med at brokke sig under kampen mellem Brøndby og FC Midtjylland.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Brøndby IF er på guldkurs.

Søndag skal de forsøge at fastholde forspringet ned til konkurrenterne i 3F Superligaen, hvor der venter et svært opgør ude mod FC Nordsjælland.

Få dage før kampstart er der dog ugler i Brøndby-mosen, for to af holdets allerstørste profiler var fraværende ved torsdagens træningspas.

Der er her tale om Daniel Wass og Patrick Pentz.

Brøndby-cheftræner Jesper Sørensen håber dog på, at de begge er fit for fight til søndagens kamp.

Det fortæller han til campo.dk og de øvrige fremmødte medier ved torsdagens træning.

– Ja, vi må lige se, hvor langt de er. Men jeg går ikke ud fra, at det er noget alvorligt. Men de var jo ikke med i træningen i dag, og det er jo aldrig super.

– Pentz kom til skade i går (onsdag, red.) og fik en flænge på sit skinneben. Det er ikke noget særligt, tror jeg ikke. Jeg tror bestemt, at han er med igen i morgen.

– Daniel gik ud af kampen sidst, så vi skal lige have tjekket helt op på, hvor han skal være, siger Jesper Sørensen og bekræfter, at der er tale om et problem i anklen for den rutinerede midtbanegeneral.

Brøndby IF topper lige nu tabellen med tre point ned til FC Midtjlland.

F.C. København og FC Nordsjælland halter seks point efter Klubben Fra Vestegnen.

Kampen mellem Brøndby og FC Nordsjælland fløjtes i gang på Right to Dream Park i Farum søndag klokken 16.00 og kan ses på 6’eren og Discovery+.

Du kan se Jesper Sørensen sætte ord på FC Nordsjælland og fraværet af de to profiler i videoen øverst i artiklen

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P