LaLiga

Officielt: Xavi skal ingen steder – bliver i Barca

Den catalanske kovending er nu officiel; Barca-cheftræner Xavi Hernández fortsætter i klubben.

Xavi under FC Barcelonas kamp mod Real Madrid.
Foto: Javier Soriano/AFP/Ritzau Scanpix
Denne historie udkom først på campo.dk

Et af ugens helt store emner har været Xavis fremtid i FC Barcelona.

Først så rygter om et møde mellem den spanske cheftræner og den catalanske storklubs ledelse dagens lys, inden det onsdag efter hed sig, at parterne var blevet enige om at fortsætte samarbejdet på det pågældende møde.

Torsdag morgen blev der så indkaldt til pressemøde i Barca – og nu er det så officielt.

Xavi fortsætter ved roret i den spanske storklub. Det bekræfter Barca-præsident Joan Laporta.

– Vi har talt sammen, og han er indstillet på at fortsætte. Han er ambitiøs omkring projektet.

– Vi er sikre på, at det er den bedste løsning for Barca. Stabilitet er et af vigtigste elementer i et succesfuldt projekt. Der er ingen tvivl om, at vi alle deler hans stærke følelser for Barca. Det er helt sikkert det bedste for Barca, siger Joan Laporta på torsdagens pressemøde.

Også Xavi sætter ord på situationen:

– Alle kender mine følelser for klubben, og jeg har altid gjort mit bedste for klubben.

– Vi skal blive ved med at arbejde hårdt for projektet. Vi skal gøre vores bedste.

– For nogle få måneder siden følte jeg, at det var bedst at smutte. Efter nogle få minutter på onsdagens møde fandt vi ud af, at det er bedst, at jeg bliver. Tak til alle for jeres tillid.

Xavi meddelte ellers tilbage i januar, at han havde tænkt sig at stoppe med udgangen af indeværende sæson.

En sand klublegende

Xavi nåede hele 17 år som en del af FC Barcelonas førstehold, efter han i 1998 blevet hevet op fra klubbens ungdomshold, hvor han havde tilbragt adskillige år i forvejen.

Han var en bærende del af det dynasti, der gennem flere år dominerede og revolutionerede fodbold – ikke bare i Spanien, men på verdensplan.

På CV’et kan han skrive samtlige mulige trofæer for en spiller i spansk fodbold – EM, VM, Champions League, LaLiga, Copa del Rey og flere til – og langt de fleste ad flere omgange.

Han nåede svimlende 767 kampe på Barcelonas midtbane i løbet af sin aktive karriere.

I efteråret 2021 blev han ansat som cheftræner i Barca.

I seneste sæson førte han klubben til det spanske mesterskab, men det har langt fra været lutter lagkage for Xavi som styrmand i storklubben.

Det fik ham i januar til at meddele, at han ville stoppe før kontraktudløb – altså ved udgangen af indeværende sæson.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P