Albentosa ikke tilfreds: Skal træne en-mod-en situationer
Vejle Boldklub vadede i chancer tirsdag aften mod OB, og havde flere gode muligheder for at lukke kampen, men endte med at kæmpe sig til en nervepirrende et-måls sejr. Østjyderne skal blive bedre til at dræbe kampene, lyder det fra anfører Albentosa.
Vejle vadede i chancer tirsdag aften mod OB.
Ivan Prelec’ mandskab kom foran tidligt i opgøret, og havde flere store muligheder for at lukke kampen.
Størst ved Anders K. Jacobsen, som brændte en en-mod-en med OB’s målmand Viljar Myhra, men de rubinrøde vejlensere fik aldrig sat den forløsende scoring ind.
Det var ikke noget, som huede klubben spanske forsvarsgeneral Raúl Albentosa, som måtte heade bolden væk ad flere omgange til slut i kampen, da OB’s ti mand pressede for en udligning.
– Vi skabte mange chancer på gode kontraangreb. OB har mest boldbesiddelse med deres gode individuelle spillere, men jeg tror, vi skal træne en-mod-en-situationer med målmanden noget mere.
– Vi er nødt til at lukke kampen ned noget tidligere, udtaler Albentosa efter kampen til campo.dk.
OB fik Tom Trybull vist ud i midten af anden halvleg, en kendelse fynboerne onsdag har appelleret. Og trods en mand i undertal var fynboerne alligevel med i kampen i de døende minutter, hvor Raul Albentosa flere gange måtte komme Vejle til undsætning.
Provstgaard efter Vejle-sejr: OB brokker sig meget– I fodbold, når det andet hold er i knæ, så er man nødt til at sætte kniven ind. Vi har mange chancer i dag (tirsdag, red.) for at dræbe kampen, slutter Albentosa.
Det lykkedes dog at tage alle tre point for Vejle i Odense, som dermed forlængede OB’s dårlige hjemmebanestatistik.