Herrelandsholdet

Schmeichel om kamp 100: Det er et komma – ikke punktum

Kasper Schmeichel spillede sig lørdag aften ind i det danske herrelandsholds klub-100, men den blonde danske målmand stiller sig ikke tilfreds trods den flotte milepæl.

Kasper Schmeichel med sine børn forud for målmandens kamp nummer 100 for det danske herrelandshold.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det danske herrelandsholds klub-100 fik lørdag aften sit medlem nummer 11.

I den danske nationalarena gjorde landsholdsmålmand Kasper Schmeichel det, han er med for, da han holdt målet rent i testkampen mod Schweiz.

Både før, under og efter kampen var der hyldester til den danske målmand, der spillede sin kamp nummer 100 i rødt og hvidt – eller grønt for at være mere præcis – men den 37-årige målmand vil have mere.

Kasper Schmeichel med sine børn forud for målmandens kamp nummer 100 for det danske herrelandshold.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

– Det har selvfølgelig fyldt meget (kamp nummer 100, red.). Fra 70 til 100 synes jeg, er gået rigtig stærkt. Det er en fornøjelse at være med i Christian [Eriksen] og Simons [Kjær] klub, men det er et komma – ikke et punktum, lød det fra jubilaren efter kampen.

Netop Christian Eriksen og Simon Kjær er de to aktive spillere, der allerede har passeret den store milepæl, men også en anden målmand med efternavnet Schmeichel står på listen.

Peter Schmeichel nåede i alt 129 a-landsholdskampe i perioden fra 1987 til 2001, men at nå sin far er ikke i sig selv et mål, forklarer Kasper Schmeichel, da campo.dk spørger ham ind til netop det.

– Målet er at spille så mange kampe som overhovedet muligt og være med til at bringe det her fantastiske hold så langt frem, som vi overhovedet kan. Hvis det tager mig forbi det, så vil jeg da også være glad, lyder det fra Schmeichel “junior”.

Schmeichel holder nullet i sin landskamp nummer 100

Kasper Schmeichel har som en af de eneste spillere på det danske landshold sin egen sang blandt de danske fans – en sang hvis ordlyd ikke egner sig til små børn, og det oplevede landsholdsmålmanden på nærmeste hold lørdag aften.

– Den der famøse sang foran mine børn, jeg skulle lige forklare den. De spurgte: “Hvad er det, de synger”, og så måtte jeg svare: “Det kan jeg ikke lige fortælle lige nu”, lyder det med et grin fra landsholdsmålmanden, der faktisk havde en specielt følelse forud for jubilæet.

– Det er et kæmpe øjeblik. Det var noget, som jeg havde set frem til. Jeg må da også indrømme, at følelserne kriblede lidt i mig lige til at starte med. Der skulle jeg lige tage et par dybe indåndinger, fordi der var en kamp, der skulle afvikles. 

– Det var et stort øjeblik for mig selv og for hele familien. Jeg havde en masse mennesker med, som har været med på den her rejse. Ikke kun familie, men også venner og tidligere trænere, som jeg gerne ville have med, fordi de har alle sammen været en kæmpe stor del af det her, og mine børn selvfølgelig og min kone har været med hele vejen, lyder det fra Kasper Schmeichel.

Som nummer 11 i herrelandsholdets klub-100 spillede Kasper Schmeichel sig ind blandt følgende ti landsholdslegender:

  • Thomas Sørensen (101 kampe)
  • Martin Jørgensen (102 kampe)
  • Morten Olsen (102 kampe)
  • Michael Laudrup (104 kampe)
  • Thomas Helveg (108 kampe)
  • Jon Dahl Tommasson (112 kampe)
  • Dennis Rommedahl (126 kampe)
  • Christian Eriksen (127 kampe)
  • Peter Schmeichel (129 kampe)
  • Simon Kjær (131 kampe)

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P