LaLiga

Barca-juvelen over dem alle krøller sejren hjem

Blot 16-årige Lamine Yamal blev helten for FC Barcelona, da Mallorca fredag aften slog vejen forbi.

FC Barcelona sejrede over Mallorca på et mål scoret af Lamine Yamal.
Foto: Lluis Gene/AFP/Ritzau Scanpix

FC Barcelona er tilbage på andenpladsen.

I hvert fald for en stund.

Således sejrede den catalanske storklub med beskedne 1-0, da undertippede Mallorca slog vejen forbi fredag aften.

Den catalanske storklub burde nok have bragt sig i front mod gæsterne fra den noget så populære ferieø allerede i første halvleg.

Illkay Gündogan brændte dog sit forsøg fra 11-meterplatten, og så kunne de to mandskaber ellers gå til pause med en uændret stilling på måltavlen.

Efter en times spil blev det brasilianske stortalent Vitor Roque og stjerneangriberen Robert Lewandowski skiftet ind for Barca, men det blev ingen af de to, som løb med hædren.

I stedet tog blot 16-årige Lamine Yamal sagen i egen hånd, da han i det 73. minut scorede sit fjerde mål i LaLiga.

Ved scoringen fik han skabt plads til afslutte med sit venstreben en meters penge inde i Mallorca-feltet, og som det mest naturlige nogensinde krøllede han bolden helt op i krogen ved fjerneste stolpe.

Til stor glæde for hjemmeholdet, der ikke spillede nogen stor kamp.

Efter fem minutters tillægstid blev sejren en realitet for den unge Barca-juvel og resten af holdet, og den catalanske storklub overhaler med sejren Girona, der dog har spillet en kamp færre.

Samtidig har Barcelona nu ‘blot’ fem point op til Real Madrid på førstepladsen, der dog ligeledes har en kamp i hånden.

Andreas Christensen startede inde og spillede hele kampen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P