
Vanvittigt: Qatar vinder Asian Cup efter tre straffespark
Qatar fik tilkendt intet mindre end tre straffespark, da de lørdag vandt Asian Cup-finalen over Jordan.

Et, to, tre straffespark.
Det var, hvad Qatar blev tildelt, da Jordan lørdag blev besejret i finalen ved Asian Cup.
Jordan formåede som den eneste af de to nationer at score et mål i åbent spil, og kampen endte dermed 3-1 til Qatar.
Med sejren har værtsnationen fra VM 2022 nu vundet Asian Cup to gange i streg.
Akram Afif blev den helt store helt for Qatar, da han med de tre straffespark noterede sig for et hattrick.
Den første straffesparksscoring faldt i det 22. minut, hvilket blev første halvlegs eneste scoring.
20 minutter inde i anden halvleg fik Jordan så udlignet til 1-1, og finalen var dermed pivåben.
I det 73. minut fik Qatar sit andet straffespark, inden det tredje blev tildelt fem minutter inde i tillægstiden.
Med en kynisk indsats af Akram Afif, kunne Qatar efter 19 minutters tillægstid smide hænderne i vejret og fejre triumfen ved Asian Cup for anden gang i streg.