
Neestrup efter nederlag mod Brøndby: Jeg er ikke bekymret
Godt nok blev det til et nederlag for Jacob Neestrup og resten af F.C. København mandag, men FCK-træneren bruger ikke meget energi på resultatet.

F.C. København og Brøndby IF krydsede mandag klinger i en testkamp i Portugal.
Her blev det til et 2-1-nederlag for FCK-cheftræner Jacob Neestrup og co.
Selvom nederlaget mod ærkerivalen finder sted blot otte dage før Parken danner rammerne for det første af to møder med Manchester City, så tager FCK-træneren situationen med ophøjet ro.
– Brøndby var skarpere end os i dag, når de fik chancen, og vi må selvfølgelig ikke lave de individuelle fejl, som vi lavede i går og i dag, men generelt er jeg ikke bekymret for, hvor vi står lige nu.
– Vi har trænet godt både hjemme og hernede, og vi har vist et højt topniveau i flere af vores kampe. Og som jeg også har sagt efter de andre træningskampe, uanset om vi har vundet eller tabt, så er det kun træningskampe.
– Jeg kan huske, at vi også spillede en skidt træningskamp mod Plzen nede i Østrig i sommer, men kom alligevel godt fra start i sæsonen, siger Jacob Neestrup til F.C. Københavns egen hjemmeside.

F.C. København tager imod Manchester City den 13. februar i den første af to Champions League-ottendendelsfinaler.
Søndag den 18. februar ruller bolden så i Superligaen, hvor Silkeborg IF venter ude.