Konkret interesse fra Brøndby – Fischer valgte danske klubber fra
Den tidligere Hobro-målmand, Jonathan Fischer, havde konkret interesse fra flere danske klubber, inden han skrev under med norske Fredrikstad.
Det venter efter alt at dømme Jonathan Fischer en tilværelse som førstemålmand hos Eliteserie-klubben Fredrikstad.
I den sydnorske klub skal Fischer tage kampen op med den fem år ældre Håvar Jenssen, som stod samtlige ligakampe for klubben i oprykningssæsonen 2023.
Hverdagen kunne dog have været en hel anden for den 22-årige målmand, der denne vinter har haft massiv interesse.
Således var der blandt andet konkret interesse fra superligaklubberne Brøndby og OB, ligesom også NordicBet Ligaens to førerhold, Sønderjyske og AaB, viste interesse, det erfarer campo.dk.
Selvom der heller ikke er garanti for at blive førstemålmand i Fredrikstad, så ville Fischer i de fire danske klubber skulle indgå i en markant konkurrencesituation, og det var i sidste ende det, der gjorde, at valget faldt på de norske oprykkere.
Officielt: Hobro sælger keeper til norsk fodbold i et af klubbens største salgSelvom hverken Hobro eller Fredrikstad har meldt noget ud om, hvad Fischer kostede den norske klub, så kunne Hobro berette, at den 22-årige målmand repræsenterer et af klubbens største salg nogensinde.
Ifølge Nordjyske drejer det sig om en pris på fire millioner danske kroner, men det er ikke det eneste, Hobro får ud af handlen.
Ifølge campo.dk’s oplysninger har Hobro nemlig ligeledes sikret sig en videresalgsklausul på Fischer, så Frederikstad ved et eventuelt fremtidig salg skal sende 20 procent af pengene retur til den nordjyske klub.
Jonathan Fischer har skrevet under på en femårig aftale i den norske klub, der i 2023 rykkede ganske suverænt op i Eliteserien med hele 12 point ned til Kongsvinger som nærmeste forfølger.